Tysk delstat ønsker coronatest af danske pendlere

Står det til Slesvig-Holstens ministerpræsident skal danske indrejseregler gælde i Tyskland for pendlere.

Arkivfoto. Der er allerede dansk kontrol med pendlere fra Tyskland her ved grænseovergangen ved Pebermark. Nu vil ministerpræsident i delstaten Slesvig-Holsten, Daniel Günter, havde indført det samme på tysk side. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS FISKER

Bor du i Tyskland, men arbejder i Danmark, skal du fremvise en ugentlig negativ coronatest for at krydse grænsen.

Sådan er de danske indrejseregler. Det samme ønsker Daniel Günter, ministerpræsident i delstaten Slesvig-Holsten, nu indført fra tysk side.

Det skriver Flensborg Avis og JydskeVestkysten.

»Jeg ville gå varmt ind for, at vi havde de samme regler som i Danmark,« siger Daniel Günther, der er valgt for det konservative parti CDU.

Han mener, at reglerne skal sættes i kraft hurtigst muligt.

Det vil i givet fald betyde, at danskere, der arbejder i Tyskland, ugentligt skal fremvise en negativ coronatest for at krydse grænsen.

Det er dog ikke op til Daniel Günther og Slesvig-Holsten at beslutte det, selv om delstaten grænser op til Danmark.

En sådan beslutning skal træffes af forbundsregeringen i Berlin, da det vedrører Tysklands ydre grænser.

Danmarks nye indrejseregler trådte i kraft lørdag. De er indført for at stoppe spredningen af den smitsomme britiske coronamutation.

Har man ikke et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, er det ikke nok med en ugentlig negativ test. I så fald må testen kun være 24 timer gammel.

Kravet om negativ test gælder dog ikke danske statsborgere eller udlændinge med bopæl i Danmark.

Indrejsereglerne har betydet, at Region Syddanmark har udvidet deres aftale med Falck om lyntest.

Arbejder man i Danmark, kan man nu få en gratis lyntest syd for grænsen, hvis der fremlægges dokumentation som en lønseddel eller kontrakt.

Samtidig har Falck udvidet deres åbningstider i testcentret ved indkøbsområdet Scandinavian Park i Handewitt lige syd for grænsen. Derudover er det muligt at blive testet ved mobile testenheder ved tre grænseovergange.

Det gælder grænseovergangene ved Pebermark, Sæd og Møllehus.

/ritzau/