Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Et menneskehav har søndag samlet sig på slotspladsen foran Christiansborg for at kræve, at regeringen dropper sin plan om at gøre store bededag til en almindelig arbejdsdag.
»Jeg håber, regeringen lytter og ser på det her og konstaterer, at det er en folkesag og et indgreb, som de ikke bør gennemføre,« siger formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard.
»De bør tage det af bordet og indkalde til trepartsforhandlinger,« siger hun.
Demonstrationen er arrangeret af FH, som også har sørget for 70 busser til at fragte folk fra andre dele af landet til København.
Da demonstrationen startede lød det fra arrangørerne, at mindst 30.000 mennesker var mødt op. Senere på eftermiddagen vurderede arrangørerne dog, at mindst 50.000 mennesker var til stede.
Det tal kan Københavns Politi ikke bekræfte, da politiet ikke kommer med en vurderingen af antallet af deltagere.
Politiet bemærker dog, at pladsen foran Christiansborg var fyldt, og at demonstranterne også befandt sig på de afspærrede gader nær slotspladsen.
Den nye regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne vil afskaffe store bededag i 2024 for at få flere til at arbejde mere.
Det skal give flere penge i statskassen, som særligt skal bruges til at øge forsvarsudgifterne.
Otte partier uden for regeringen har afvist at støtte regeringens plan om at fjerne en helligdag. De appellerer til regeringen om at vente til efter et folketingsvalg.
Det er kun De Radikale, som møder regeringens forslag med »åbent sind«.
Men fordi regeringen har flertal, behøver den ikke opbakning fra flere partier i Folketinget. Det er flere gange blevet slået fast, at store bededag kommer til at blive afskaffet.
Finansministeriet har estimeret, at det vil give 3,2 milliarder kroner årligt i statskassen at afskaffe store bededag. Flere økonomer har dog betvivlet, om den effekt er varig.
/ritzau/