Tusindvis af danske håndboldfans kan risikere at blive mødt af en grim overraskelse senere i dag.

Bliver vinden bare en smule kraftigere, end de nuværende prognoser viser, er den nemlig for kraftig til, at biler må køre over. Som det ser ud nu, topper vinden med 24 meter i sekundet, fortæller Tina Andersen, der er trafikleder ved Øresundsbroen.

Køretøjer må ikke krydse broen, hvis vindhastigheden overstiger 25 meter i sekundet.

»Så det er jo tæt på.«

»Jeg vil råde folk til at tage tidligt afsted, hvis de gerne vil være sikre på at komme afsted,« siger hun.

Der er størst risiko for, at broen bliver nødt til at lukke mellem klokken 17.00 og 21.00, da det er her, prognoserne viser, at vinden bliver kraftigst.

Lukker broen for biler, er der dog stadig mulighed for, at man kan komme afsted. Tog kan nemlig køre, så længe vindhastigheden ikke er over 27 meter i sekundet.

På rejseplanen.dk ser det søndag formiddag ud til, at der stadig er ledige togbilletter, selvom enkelte tog er aflyst.

Danmarks herrelandshold spiller klokken 20.30 søndag kamp mod Bahrain ved VM i håndbold i Malmö Arena. Ved sidste kamp havde cirka 10.000 danske fans har købt billet til kampen.

Ekstra Bladet skriver, at der igen søndag forventes at være omkring 10.000 danske fans på lægterne.

Danmark er blandt favoritterne til at tage guldet ved verdensmesterskabet. I så fald ville det være tredje gang i træk.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.