Trump-skulptur kan komme med til USA-fejring i Rebild
En skulptur af USA's præsident, Donald Trump, har tidligere været med til Folkemødet på en scooter.

En skulptur af USA's præsident, Donald Trump, har tidligere været med til Folkemødet på en scooter.

Kunstneren Jens Galschiøt vil i weekenden tage sin skulptur "The Orange Plague" (den orange plage red.) med til årets Rebildfest.
Det skriver DR.
Ved Rebildfesten markeres den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli. Festen afholdes af en dansk-amerikansk venskabsforening.
Jens Galschiøt har tidligere kørt rundt med skulpturen, der forestiller USA's præsident, Donald Trump, monteret på en handicapscooter til arrangementer som klimatopmødet i Brasilien og Folkemødet på Bornholm.
Egentlig havde arrangøren sagt nej, da sikkerhedschefen ikke mente, at det var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, skriver DR.
DR skriver, at sikkerhedschefen havde bedt kunstneren om at blive væk, da han ikke mente, at det var forsvarligt at køre rundt med skulpturen i Rebild Bakkers kuperede landskab.
- Vi ville ikke komme, da der var for meget konfrontation, men så sendte politiet et fint brev til os, hvor de skrev, at de vil sørge for at finde et fint sted, vi kan stå, og så tænkte vi, så kommer vi, siger Jens Galschiøt til DR.
Ifølge DR har Jens Galschiøt fået at vide, at politiet vil hjælpe med at finde et relevant sted, han må parkere scooteren til arrangementet.
Dog skal scooteren være færdselssikkerhedsmæssigt forsvarlig, lyder det.
Kunstnerens skulptur forestiller den amerikanske præsident på ryggen af en udpint mand.
Sikkerhedschefen ved Rebildfesten, Søren Korsgaard, fortæller til DR, at man vil bede politiet om at tjekke, om scooteren er lovlig.
Rebildfesten har tidligere haft besøg af prominente amerikanere som Richard Nixon, Ronald Reagan og Walt Disney.
Arrangementet blev første gang afholdt i 1912.
Jens Galschiøt er en international kendt kunstner.
Et af hans mest kendte værker er "Skamstøtten", som er en otte meter høj obelisk af forvredne menneskekroppe oven på hinanden.
Den findes i flere udgaver, men den mest berømte blev opstillet i Hongkong i 1997 for at mindes ofrene for massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989.
I 2021 besluttede det universitet, hvor statuen stod i Hongkong, at den skulle fjernes.
RITZAU