Kongeparrets besøg til Australien senere på måneden gennemføres med enkelte justeringer, der vil blive meldt ud senere.
Det oplyser kongehuset til Ritzau.
Kongehuset oplyste i januar, at kong Frederik og dronning Mary skal på statsbesøg i Australien fra den 14. til 19. marts ledsaget af tre ministre og en erhvervsdelegation.
Siden blev der udskrevet folketingsvalg til afholdelse 24. marts.
Kongehuset henviser til de enkelte ministerier, angående hvorvidt ministrene fortsat skal deltage i turen.
Da statsbesøget blev annonceret, lød det fra kongehuset, at det skal styrke samarbejdet mellem Danmark og Australien på en række områder - herunder inden for grøn omstilling og økonomisk sikkerhed.
- Et styrket partnerskab med Australien er særligt vigtigt i en tid, hvor geopolitiske omvæltninger har økonomiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser, der binder udviklingen i Europa og Indo-Stillehavsregionen sammen, lød det i en pressemeddelelse fra kongehuset.
Det fulde program for statsbesøget til Australien vil blive offentliggjort senere, tilføjede kongehuset.
Det blev oplyst, at vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) samt klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) ville ledsage kongeparret "Down Under".
Forsvarsministeriet oplyser torsdag til Ritzau, at Troels Lund Poulsen ikke deltager i besøget som ellers planlagt.
Heller ikke udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser mod Australien i forbindelse med statsbesøget, fortæller han torsdag til Ritzau.
Ritzau har også taget kontakt til Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet. Det kan endnu ikke oplyses, hvorvidt Lars Aagaard fortsat planlægger at rejse med kongeparret.
Kong Frederik og dronning Mary skulle have været værter ved et aftenselskab for regeringen, Folketinget og Europa-Parlamentets danske medlemmer 27. februar. Men aftenselskabet blev efter indstilling fra Statsministeriet aflyst, da statsminister Mette Frederiksen (S) dagen inden havde udskrevet valg.
/ritzau/
