Topjuristen Christian Trønning kan se tilbage på flere store sager fra sit arbejdsliv.

Han var både et af hovedvidnerne i rigsretssagen imod Erik Ninn Hansen, senere direktør for Kriminalforsorgen og i spidsen for tilsynsrådet i Frederiksborg Amt under Brixtofte-sagen.

Den 13. januar fylder han 75 år.

Christian Trønning fik et job i Justitsministeriet, efter at han havde læst jura.

Samtidig blev han manuduktør og senere lektor på Københavns Universitets juridiske fakultet.

Det betød, at han senere havnede i centrum af begivenhederne, da han vidnede i Rigsretten i Tamilsagen. Sagen var rejst imod den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Her stod Christian Trønning fast på sine principper om retssikkerhed, da han vidnede imod sine overordnede i sagen.

Men skiftet fra Justitsministeriet til Kriminalforsorgen gav ikke mere ro på.

I sin tid som direktør i Kriminalforsorgen skulle han blandt andet håndtere en større fangeflugt.

13 fanger stak af for rullende tv-kameraer, da en gummiged bragede ind i muren ved fængslet i Vridsløselille.

Han sad også i direktørstolen, da der var et attentatforsøg imod Jørn »Jønke« Nielsen, imens det nu tidligere medlem af Hells Angels afsonede i fængslet.

Christian Trønning fik også kritik fra en del af de ansatte i sin tid som direktør.

I 1997 blev Christian Trønning stiftamtmand i Frederiksborg Amt.

Her kom han til at spille en nøglerolle endnu en gang, da skandalesagen omkring borgmester Peter Brixtofte og Farum Kommune rullede i 2002.

Christian Trønning mente fra starten, at sagen var alvorlig. Det sagde han til B.T., efter at avisen havde skrevet om sagen.

»Sagen indeholder elementer, der taler for både en politisag og en straffesag. Men den indeholder også det aspekt, at man ikke må påføre kommunen et tab, selv om man er borgmester,« sagde han.

Tilsynsrådet med Christian Trønning i spidsen endte med at behandle 64 sager om forvaltningen i Farum Kommune.

Christian Trønning er gift med Kirsten Trønning og bor i Rungsted.

/ritzau/