Toneangivende moskeer i store økonomiske problemer: »Det er samfundet som helhed, der betaler regningen«

En række af landets mest kendte moskeer er i så store økonomiske problemer, at islamforskere nu advarer om følgerne. Økonomisk pressede moskeer er ikke kun et problem for de danske muslimer, der ikke har adgang til en imam. Det betyder også, at de kan være presset til at tage imod penge fra udlandet, siger professor bag ny bog om moskeer

Danske moskeer er pressede økonomisk. Det gælder blandt andet Hamad Bin Khalifa Civilization Center på Rovsingsgade, der fik en donation på 150 millioner kroner fra Qatar forud for indvielsen i 2014.   Thomas Lekfeldt

Danske moskeer er så pressede økonomisk, at flere lever på et eksistensminimum og kan tvinges til at åbne døren for yderligtgående regimer.

Sådan er vurderingen fra moskéforskere, efter at Berlingske har afdækket store donationer fra Saudi-Arabien til to københavnske moskeer. Cirka 5 millioner kroner gik til den omstridte Taiba-moské med terrorforbindelser og 371.000 kroner til den stærkt konservative moské Det Islamiske Forbund i Danmark.