Togdrift på Gribskovbanen ventes først normal igen lørdag
Arbejdet med at fjerne tog efter sammenstød har beskadiget svellerne, fortæller sikkerhedschef til TV 2.

Arbejdet med at fjerne tog efter sammenstød har beskadiget svellerne, fortæller sikkerhedschef til TV 2.

Togdriften på Gribskovbanen i Nordsjælland er formentlig først normal igen lørdag efter et frontalt sammenstød mellem to tog torsdag morgen.
Det fortæller sikkerhedschefen hos Lokaltog, Claus René Pedersson, til TV 2:
- Vi kan allerede nu se, at nogle af svellerne er ødelagte, og de skal selvfølgelig udskiftes, inden vi kan køre tog igen.
Svellerne er de lægter af træ, som bruges som underlag for jernbanespor.
TV 2 skriver, at jernbanesvellerne er blevet beskadiget i forbindelse med arbejdet med at fjerne de beskadigede tog.
Togulykken skete kort før klokken 06.30 torsdag på strækningen nord for Isterødvejen ved Hillerød.
I forbindelse med ulykken blev der igangsat et større redningsarbejde.
17 personer er blevet behandlet på hospitalet i forbindelse med ulykken, oplyste Nordsjællands Politis vagtchef torsdag aften ifølge DR og TV 2.
Torsdag var meldingen, at fem af de tilskadekomne var i kritisk tilstand. De er nu alle meldt uden for livsfare ifølge TV 2.
På Lokaltogs hjemmeside fremgår det, at der kører togbusser mellem Hillerød og Kagerup og Hillerød og Tisvildeleje.
Togbussen mellem Hillerød og Tisvildeleje stopper ikke mellem Hillerød og Helsinge.
Togbusserne kører i samme minuttal som toget, lyder det.
De to tog er endnu ikke fjernet, og det arbejde ventes at tage hele fredag formiddag, oplyser sikkerhedschefen til TV 2.
Det er endnu uvist, hvad årsagen til ulykken er.
Ulykken skal undersøges af Havarikommissionen, som står for at undersøge havarier, ulykker og hændelser inden for jernbanen og luftfarten i Danmark.
Havarikommissionen udarbejder en konklusion, som fortæller om årsagerne til en given ulykke.
/ritzau/