Tv-vært og influencer Tobias Hamann trækker sig fra sociale medier "på ubestemt tid".

Det skriver han lørdag formiddag i et opslag på Instagram.

Meldingen kommer, efter at han har fået kritik i forbindelse med udgivelsen af bogen "Influenza".

I opslaget, som også er delt på Facebook, skriver Hamann, at bogen "har sat gang i en del reaktioner, og også en kritik af, at jeg stadig er her".

- Det forstår jeg godt, skriver han og fortsætter:

- Efter at have skrevet bogen og udgivet den har jeg brug for at trække mig og tænke over min egen rolle i det hele. Så nu logger jeg af på ubestemt tid.

"Influenza" udkom i sidste uge og er med tv-værtens egne ord "en fortælling om selviscenesættelsens pris" samt "om at levere autentisk indhold, indtil der ikke er mere tilbage".

Efter udgivelsen har bogen og Hamann fået hårde ord med på vejen i flere medier.

For eksempel skriver Jyllands-Postens anmelder, at det er "umuligt at se, hvem, ud over Tobias Hamann selv, der skal bruge udgivelsen af en stak løse dagbogsnotater til noget". Her fik bogen "en enkelt, symbolsk stjerne".

Derudover er bogen i en kommentar hos mediet Soundvenue blevet kaldt "en ufærdig professionel dæmonuddrivelse, der al sin sandhed til trods er lige så meget til salg, som alt andet Hamann har foretaget sig de seneste mange år".

Lørdag skriver Tobias Hamann, at han ikke ved, hvornår han er tilbage på sociale medier.

- Pas på jer selv herinde. Folk bliver smittet hver eneste dag, skriver han.

Tobias Hamann blev oprindeligt landskendt, da han vandt "Den store bagedyst" på DR i 2014.

Siden har han udgivet flere kogebøger, indgået samarbejder med virksomheder som Tulip og 365 Discount og har været vært på DR-programmet "Bag verden - med Tobias", hvor han besøgte forskellige steder rundt om i verden for at undersøge fremmede kager og nye måder at bage på.

/ritzau/