Regeringen vil endegyldigt have lukket Pusher Street og dermed stoppe den organiserede hashhandel og kriminalitet på Christiania.
Både på kort og lang sigt.
Derfor præsenterede justitsminister Peter Hummelgaard (S) to nye tiltag og varslede flere ved et pressemøde onsdag formiddag.
»Pusher Street har i årtier været et sted, hvor kyniske bagmænd sælger hash og andre ulovlige stoffer,« sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S) blandt andet på pressemødet.
Regeringen giver derfor politiet to nye værktøjer for at bekæmpe den organiserede kriminalitet på Christiania, hvor flere bander blandt andet strides om hashhandlen.
Regeringen vil nu oprette målrettede og dobbelte strafzoner på Christiania. Det betyder, at politiet vil kunne straffe dobbelt så hårdt som i dag for eksempelvis at sælge og købe euforiserende stoffer på Pusher Street på Christiania.
Derudover varslede Peter Hummelgaard den bandepakke, som præsenteres af regeringen i næste uge, og den fysiske forandring af området, som almene boliger på Christiania skal sikre.
Konflikt mellem LTF og HA
Pressemødet blev afholdt efter drabet på en 30-årig mand på Pusher Street på Christiania forrige lørdag, hvor flere – heriblandt turister – blev såret.
Københavns Politi oplyste efter drabet, at den 30-årige mand, der blev dræbt, havde tilknytning til bandemiljøet.
En 28-årig mand og en 18-årig mand er aktuelt varetægtsfængslede i drabssagen. De nægter sig begge skyldige.
Som Berlingske har beskrevet, har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) udarbejdet et konfliktnotat om den konflikt, der ifølge NSK lige nu udspiller sig mellem rockerklubben Hells Angels og den forbudte bande Loyal to Familia (LTF):
»NSK vurderer endvidere, at Hells Angels MC har stået bag en eller flere voldelige hændelser af denne karakter, som er rettet mod LTF Loyal to Familia BGP (Blågårds Plads, red.), og at LTF Loyal to Familia BGP tilsvarende har stået bag en eller flere voldelige hændelser af denne karakter, som er rettet mod Hells,« lød det i notatet, der ikke henviste til specifikke overtrædelser, men derimod en generel anvendelse af skydevåben, våben, »eksplosivstoffer« eller brandstiftelse.
I oktober sidste år blev en 23-årig mand skudt på Christiania, og det samme skete i juli 2021, hvor en 22-årig mand blev dræbt af skud på Pusher Street på Christiania.