To-årige Olivia døde ved en fejl på hospitalet: Personalet havde advaret ledelsen fire gange om patientfarlig travlhed

Knap et halvt år inden en to-årig pige døde af væskemangel på Hvidovre Hospital, advarede børneafdelingen første gang direktionen om farlig travlhed. De ansatte frygtede for patientsikkerheden.

Helle Christiansen er tillidsrepræsentant for Yngre Læger på børneafdelingen på Hvidovre hospital. Søren Bidstrup

I modtagelsen på Hvidovre Hospitals børneafdeling vises et afsnit af Bamse & Kylling på et fjernsyn, mens en lille patient i børnehavealderen sidder og leger med et orange ballondyr på skødet af sin forælder.

Men sygehuspersonalet, som den lille patient snart skal tilses af, frygter, at de ikke kan yde den behandling og levere den patientsikkerhed, de gerne vil. Det kan man læse i i alt fire bekymringsbreve til hospitalets vicedirektør, Kurt Stig Jensen, som børneafdelingens ansatte har sendt siden sidste vinter. Berlingske har læst brevene.