Tivoli Frihedens direktør fortryder, at forlystelsen Cobraen ikke blev lukket efter en ulykke i 2008.

Det siger direktøren til Ritzau.

Torsdag mistede en 14-årig pige livet i den aarhusianske forlystelsespark, efter at den bageste vogn i rutsjebanen Cobraen knækkede af. I en lignende hændelse i 2008 kom fire personer til skade.

Fredag meddelte Tivoli Friheden, at forlystelsen bliver skrottet.

På spørgsmålet, om Henrik Ragborg Olesen fortryder, at Cobraen ikke blev lukket efter den første ulykke, lyder svaret:

»Ja, med den viden, jeg har i dag, gør jeg.«

»Indtil i går var vi jo glade for, at vi havde taget den beslutning, at den kunne køre igen. Det har den gjort i næsten 14 år, men det er ligegyldigt, for i går gik det galt,« siger Henrik Ragborg Olesen.

Efter ulykken i 2008 holdt Cobraen stille i knap et år. I stedet for at skrotte rutsjebanen valgte Tivoli Frihedens ledelse at få den repareret.

»Vi blev præsenteret med en plan fra nogle meget dygtige og autoriserede folk, der sagde, at de godt kunne reparere og udbedre fejlene,« siger Henrik Ragborg Olesen.

»Det holdt så også til og med i forgårs, og i går gik det så galt.«

I ulykken torsdag kom en 13-årig dreng også til skade. Han blev indlagt på Aarhus Universitetshospital med skader på hånden.

Siden ulykken har forlystelsesparken været lukket. På Tivoli Frihedens hjemmeside fremgår det, at den åbner mandag. Men det er ikke sikkert, at det sker, siger Henrik Ragborg Olesen.

»Vi skal have fundet ud af, hvornår vi som hold igen er klar til at åbne for gæsterne. Det bliver tidligst på mandag.«

Det er endnu uvist, hvad der var årsag til ulykken. Østjyllands Politi arbejder på at klarlægge de nærmere omstændigheder.

Tivoli Friheden forventer, at undersøgelserne kan »vare flere måneder« endnu.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.