Timm Vladimir stopper som vært på Den store bagedyst
Efter 13 år stopper Timm Vladimir som vært på "Den store bagedyst". Der skulle ske noget nyt, lyder det.

Efter 13 år stopper Timm Vladimir som vært på "Den store bagedyst". Der skulle ske noget nyt, lyder det.

Timm Vladimir stopper som vært på DR-programmet "Den store bagedyst".
Det oplyser han i et opslag på Facebook.
- Jeg takker af på bagedysten, og den sæson, vi lige har optaget, bliver så nu min sidste, skriver han i opslaget.
Timm Vladimir har været vært på det populære kageprogram siden 2014 og medvirket i 13 sæsoner.
Han oplyser, at opsigelsen ikke skyldes uvenskab, men at han er kommet til et punkt, hvor han ønsker at lave noget andet.
- 13 år, det er mange år. Jeg synes stadig, det er sjovt at lave, men jeg har også mod på at prøve noget andet, siger han i videoen i opslaget.
Han tilføjer, at det er nu, han skal prøve at gå en anden vej, hvis han vil fortsætte med at lave mere tv.
I videoen hentyder Timm Vladimir til, at det, han vil beskæftige sig med i fremtiden, vil blive mere madrelateret.
Han understreger også, at det er hans egen beslutning at forlade rollen som vært.
- Så tusind tak til alle jer, der har set med i alle årene og gjort bagedysten til en af de største succeser i Danmark. Og tusind tak til hele holdet bag bagedysten, lyder det til sidst.
"Den store bagedyst", som i folkemunde også bliver kaldt bagedysten, blev sendt på DR1 for første gang i 2012.
I programmet skal amatørbagere dyste mod hinanden i at bage de bedste og flotteste kager på tid og med forskellige benspænd.
Herefter skal dommerne, som siden 2017 har været Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen, bedømme og vurdere kagerne.
I løbet af programmet sendes deltagerne hjem én efter én, indtil vinderen kåres i finalen.
I bagedystens første sæson var det Neel Rønholt og Peter Ingemann, som var værter, og i anden sæson tog sidstnævnte over som eneste vært.
Siden tredje sæson har Timm Vladimir kunnet sætte konkurrencen i gang med ordene "klar, parat, bag".
/ritzau/