Biskop Erik Norman Svendsen, der var kongelig konfessionarius fra 2008 til 2018, sov mandag aften den 10. august stille ind i en alder af 85 år efter kort tids sygdom.

Det oplyser Københavns Stift i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Han efterlader sig sin hustru, børn, børnebørn og oldebørn.

Ifølge Danmarks Nationalleksikon er kongelig konfessionarius en officiel titel, der siden 1600-tallet i Danmark er blevet tildelt den præst, som forestår kirkelige handlinger inden for kongehuset, herunder dåb, konfirmation, vielse og begravelse.

Erik Norman Svendsen var biskop over Københavns Stift fra 1992 til 2009. Her ses han i 2018. Foto: Thomas Lekfeldt

Ifølge Københavns Stift var det en "særlig glæde" for Erik Norman Svendsen at "blive betroet" hvervet som kongelig konfessionarius.

- Hans diskrete glæde ved at kunne tjene dronningen og kongefamilien varingen i tvivl om, skriver Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen.

Erik Norman Svendsen viede den 14. maj 2004 det daværende kronprinspar i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke.

Han har også døbt det daværende kronprinspars førstefødte.

I 2018 forestod Erik Norman Svendsen bisættelsen af prins Henrik.

Erik Norman Svendsen deltog 21. januar 2024 i festgudstjenesten i Aarhus Domkirke i anledning af tronskiftet fra dronning Margrethe til kong Frederik.

RITZAU