Ti danske børn og unge er siden januar blevet syge med den samme type salmonella, som er skyld i et større udbrud med flere end 80 sygdomstilfælde i ni europæiske lande.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI), DTU Fødevareinstituttet og Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på deres hjemmesider.

Tre af de danske børn har været så syge af infektionen, at de har været indlagt.

I Tyskland og Litauen har myndighederne sporet udbruddet til at stamme fra indtagelse af instantnudler med smag fra en ukrainsk producent.

Der er tale om instantnudler af mærket "Reeva" med kyllingesmag og krydret kyllingesmag.

De partier nudler, som tyske og litauiske myndigheder har undersøgt, har ikke været forhandlet i Danmark.

- Men resultaterne viser, at der må have været et eller flere partier nudler fra den ukrainske producent på markedet i Danmark, som har gjort de danske patienter syge, lyder det.

Hvis man ligger inde med Reeva-instantnudler med smag, er myndighedernes anbefaling, at man ikke spiser dem direkte fra pakken - uden at koge dem.

Det siger sektionsleder i Fødevarestyrelsen Ulrich Pinstrup.

- Nudler med smag er et populært hurtigt mellemmåltid, og vi oplever en trend, hvor især børn og unge spiser produktet direkte fra pakken.

- Dette kan absolut ikke tilrådes, da produktet ikke er spiseklart, siger han.

Risikoen for at få en salmonellainfektion skønnes at være lavere, hvis nudlerne tilberedes efter anvisning på pakken.

Salmonella findes hos dyr og kan smitte mennesker via fødevarer, som er forurenede med bakterien.

Infektion med salmonella giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, kvalme, opkastninger og/eller feber.

Som regel går der mellem 12 og 36 timer, fra man er smittet, til man får symptomer, fremgår det af seruminstituttets hjemmeside.

- Som oftest vil salmonella give en mild omgang dårlig mave, som går over af sig selv.

- Hvis man får vedvarende symptomer, bør man henvende sig til sin egen læge, siger afsnitsleder Susanne Schjørring, Statens Serum Institut.

Det fremgår af nyheden, at der fortsat pågår undersøgelser hos den ukrainske nudelproducent.

- Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan derfor ikke udelukke, at produkter vil blive tilbagekaldt i Danmark, når resultatet af disse undersøgelser er færdige, lyder det.

/ritzau/