Der er triste nyheder til årets deltagere på velgørenhedscykelholdet Team Rynkebys tur til Paris.
Turen bliver på grund af coronakrisen aflyst, oplyser Team Rynkeby Fonden i en pressemeddelelse.
»Beslutningen er taget på grund af den fortsatte uforudsigelighed omkring corona-smitten i Europa«, siger Peter Frank Andersen, der er Team Rynkeby Fondens bestyrelsesformand.
Der skulle have været 2150 cykelryttere og 550 hjælpere med på turen i år, som skulle have været kørt 4.-11. juli.
»Vi ved, at mange ryttere naturligvis bliver skuffede, men vi forsøger at gennemføre nogle lokale aktiviteter senere på året, så rytterne får mulighed for at lufte de gule trøjer og fejre det store arbejde, de har gjort for at rejse penge til alvorligt syge børn.«
»Og så håber vi naturligvis, at rigtig mange af deltagerne vil fortsætte deres arbejde og se frem mod næste år tur«, siger Carl Erik Dalbøge, der er direktør for Team Rynkeby Fonden.
Alle deltagere får dog buddet om at køre med i 2021 i stedet.
/ritzau/