Påskepresset fortsætter på det danske vejnet hen over skærtorsdag 2. april.

Det oplyser Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Det forventes, at der i tidsrummet mellem klokken 10 og 14 torsdag kan opstå tæt trafik og mindre kødannelse på alt fra Vestmotorvejen til ruten mellem Ribe og Ringkøbing.

Vejdirektoratet peger på, at alle større motorvejsstrækninger vil være påvirket af tæt trafik og mulig kø.

Påsketrafikken forventes hovedsageligt at bevæge sig vestpå, fra Hovedstadsområdet i retning mod Fyn og Jylland. Ifølge Vejdirektoratet begyndte det allerede fredag i sidste uge.

Borgere med sommerhusbookinger opfordres til at være ekstra opmærksomme på øget trafik i sommerhusområderne, som for eksempel ved den jyske vestkyst, til og fra Sj. Odde og Hillerødmotorvejen.

Vejdirektoratet meddeler, at prognosen viser, at tilbagerejsen ikke bliver lige så trafikeret og ser ud til at blive afviklet problemfrit og uden kødannelse i alle landsdele.

Det anbefales, at man har sin GPS tændt i bilen - uanset om man kender vejen, da de fleste GPS'er kan advare om hændelser som kø, vejarbejde, uheld eller andet, som bremser trafikken. Derudover kan man også holde sig opdateret på trafikinfo.dk.

Bilister i elbiler opfordres til at planlægge deres opladning for at undgå kø ved ladestationerne og tjekke ledighed på de forskellige ladestandere, inden man drager afsted eller få en medpassager til at gøre det undervejs.

For dem, som rejser med tog, vil der være flere ændringer, som skyldes sporarbejde.

Fra onsdag aften og frem til 2. påskedag erstattes flere tog nemlig af togbusser. Det gælder på Fyn, hvor man skal med bus mellem Odense og Fredericia. Også i Hovedstadsområdet indstilles S-togene mellem Østerport og Hellerup.

Rejsende rådes derfor til at gøre brug af Rejseplanen for at holde sig opdateret.

/ritzau/