Syv danskere hjemvendt fra Kina testet negativ for corona

De syv danskere, som senest kom til Danmark fra Hubei-provinsen i Kina, er ikke smittet med coronavirus.

Natten til mandag kom yderligere syv personer til Danmark fra Hubei-provinsen i Kina. De er alle testet negativ for coronavirusset.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

De syv personer landede på Flyvestationen Aalborg efter hjemtransporten fra Hubei-provinsen, der anses som epicentret for virusset.

Men ingen af dem har altså taget virusset med hjem.

- Vi har fået overleveret oplysninger fra Forsvarets læge, der har fulgt dem på hjemturen, og efterfølgende snakket grundigt med hver af dem om deres ophold i Kina og deres hjemrejse.

- Alle syv er blevet podet for at undersøge, om de var smittet med ny coronavirus. Testresultatet viser glædeligt, at alle testresultater er negative for ny coronavirus, siger Anette Lykke Petri, overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, i pressemeddelelsen.

Styrelsen vil fortsat følge de syv personer tæt.

Ud fra et forsigtighedsprincip vil man dagligt være i kontakt med dem. Desuden er de syv personer blevet "grundigt informeret" om, hvilke forholdsregler de skal tage.

/ritzau/