Nogle syriske kvinder har kun få års skolegang at støtte sig til, når de skal finde fodfæste på det danske arbejdsmarked.
Nogle kommer også fra familier, hvor kvinden forventes at gå hjemme.
Og det er lettere sagt end gjort at integrere de mange syrere på det danske arbejdsmarked.
Vurderingen lyder fra Gorm Hjelm Andersen, som er koncernchef i Odense Kommunes beskæftigelses- og socialforvaltning. Kort sagt er det hans ansvar, at Odense har en effektiv beskæftigelsesindsats – herunder at ledige syrere og andre kommer i arbejde.
Anledningen for hans vurdering er, at en ny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Videnscenter for Integration spår, at Danmark i 2050 vil have næsten 70.000 syriske indvandrere og efterkommere, som skal integreres og forsørge sig selv.
Stifter af Danmarks Videnscenter for Integration Rasmus Brygger siger, at det i hans øjne ikke i sig selv er en udfordring med markant flere syrere i Danmark, men at det stiller krav til, at de bliver integreret i samfundet, og at de udgør en enorm ressource.
Odense er en af de kommuner, der har budt flest syriske flygtninge og familiesammenførte velkommen. Blandt dem er beskæftigelsesandelen lidt lavere end hos andre grupper, viser tal, som kommunen har trukket fra jobindsats.dk. Det gælder både i Odense og på landsplan, hvor andelen af beskæftigede syriske flygtninge og familiesammenførte i forhold til alle flygtninge og familiesammenførte i marts 2021 var 32,2 procent mod 36 procent.
Kan du på baggrund af jeres erfaringer i Odense forklare, hvordan det er så svært at integrere syrerne ind på arbejdsmarkedet?
»Jeg kan prøve,« siger Gorm Hjelm Andersen og fortsætter:
»Da kommunerne i 2015 og 2016 modtog mange syriske flygtninge, hørte man i medierne, at der var relativt mange veluddannede imellem. Det har vist sig at være mere nuanceret end som så. Blandt dem, vi modtog i starten, havde nogle gode forudsætninger for at komme ind på det danske arbejdsmarked. Der var fine succeshistorier imellem. Men vi kan også se, at i den restgruppe, som vi står med nu, har mange dårlige forudsætninger – især kvinderne.«
»Det skyldes primært, at de har dårlige sprogforudsætninger – ikke bare på dansk, men også på deres modersmål, forstået på den måde, at de måske kun har fået et, to, tre, fire år på grundskoleniveau i Syrien. Nogle er decideret analfabeter på eget sprog. Det betyder også, at de uvægerligt har vanskeligt ved at tilegne sig kompetencer, som bare i et eller andet omfang er efterspurgt på det danske arbejdsmarked,« forklarer koncernchefen.
En kultur, hvor kvinder ikke arbejder
Er syrere dårligere uddannet end andre grupper, som er kommet til Danmark?
»Det er svært for mig at sige håndfast, om det virkelig forholder sig sådan. Jeg kan bare sige, at historien om, at her kom mange veluddannede – ja, den holder ikke stik. Jeg kan også se, at blandt dem, vi sidder og knokler med nu, er der relativt mange kvinder. Og kvinder, som ikke har været på arbejdsmarkedet i Syrien, og som kommer fra en kultur, hvor det ikke har været kutyme, at kvinder bidrager på arbejdsmarkedet.«
Så er det svært at arbejde med?
»Dét er det.«
Er det jeres oplevelse, at syrere er sværere at integrere end andre?
»Ikke fordi de er syrere, men fordi de er en gruppe, som relativt sent er kommet til Danmark. Tyrkerne har til sammenligning været i Danmark i en meget længere periode, og mange er blevet velintegrerede på det danske arbejdsmarked. Der er også udfordringer – det er jeg med på. Men efterkommerne har et højere uddannelsesniveau, og der er netværk at trække på derude – det har syrere ikke. Tiden taler for dem – her og nu er det svært.«
Det giver alligevel håb?
»Ja, men vi kan jo ikke lade være med at gøre noget. I Odense er vi ligesom i alle andre kommuner nødt til at forholde os til, at vi står med denne gruppe, som har opholdstilladelse i Danmark. Vi lykkedes nogenlunde med syrerne i starten, men nu står vi med en anden gruppe, og vi har været nødt til at erkende, at vi må gøre det anderledes.«
Hvad gør I så?
»Når man kommer hertil som flygtning og familiesammenført, er man forpligtet til at deltage i danskundervisning, og der bliver man inddelt på tre niveauer: et, to eller tre. Og hvis du er på danskuddannelse et-niveau, har du vildt dårlige forudsætninger for at klare dig på det danske arbejdsmarked, fordi du er analfabet eller har ganske få års grundskole. Hvis du er på niveau to, kan du måske lige klare dig igennem, men dine muligheder for at tage en uddannelse i Danmark er meget begrænsede.«
»O.k., siger vi så: Det er nok en håbløs opgave at bringe dem op på niveau tre. I stedet satser vi på at give dem noget brancherettet danskundervisning; man kommer ikke til at favne hele det danske sprog, men man lærer fagudtryk inden for brancher, som vi mener, at der er bedre forudsætninger for at kunne bidrage til end andre. Det er for eksempel hotel og restauration, service og detail eller social og sundhed.«
Ressource eller udfordring?
Derudover læner Odense Kommune sig op ad erfaringer fra Norge, hvor man prioriterer opkvalificering, mens vi i Danmark har satset især på såkaldt virksomhedsrettet aktivering. I Odense har de besluttet at ansætte to medarbejdere, som kun skal fokusere på at få folk i målgruppen ind i integrationsuddannelsesforløb i for eksempel de tre nævnte brancher.
»Vi må erkende, at de mennesker næppe kommer ind på en erhvervsuddannelse, men kan vi få dem ud på arbejdsmarkedet og bidrage? Kan vi udfordre familiemønstret med forventningen om, at kvinden skal gå hjemme? For nej, sådan er det altså ikke i Danmark. Det er den måde, som vi arbejder lige nu,« siger Gorm Hjelm Andersen.
Danmarks Videnscenter for Integration har netop lagt sidste hånd på den fremskrivning, som viser, at der i 2050 vil være næsten 70.000 syriske indvandrere og efterkommere i Danmark. Hvad er det i dine øjne mest: en enorm ressource eller en tilsvarende udfordring?
»Jeg kan i hvert fald ud fra et beskæftigelsesfagligt synspunkt konstatere, at personer med anden etnisk herkomst end dansk – især fra ikkevestlige lande – har en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet. Måske er de også en større udfordring for os i Odense, fordi vi har relativt mange i gruppen. Det er derfor, vi sætter ind med en ny tilgang og fokus på opkvalificering, så de kan blive en ressource.«
