Svensk tænketank vil have åbnet grænsen mellem Danmark og Sverige

Set fra Skåne opfører danskerne sig egoistisk, nationalistisk og overdrevent frygtsomt for covid-19-smitte over Øresund. Faktisk er smitten mere udbredt på den danske side, pointerer tænketanken Intelligence Watch, som opfordrer til en åbning af grænsen mellem Danmark og Sverige.

 
Sverige har en meget anderledes tilgang til coronavirus. Video: CNN, Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Caroline Nørkjær Fold sammen
Læs mere

Anders Olshov er chef for tænketanken Intelligence Watch. Han følger med i medierne på begge sider af Øresund, og han har svært ved at genkende Sverige, når han læser om sit moderlands håndtering af covid-19 i de danske medier.

Set fra Skåne virker danskerne nationalistiske, egoistiske og overdrevent frygtsomme, og han forstår ikke, at grænsen mellem Danmark og Sverige ikke for længst er blevet åbnet.

»Når jeg ser på smittespredningen, så giver det ikke mening at holde grænsen lukket,« siger han.

Anders Olshov har set på antallet af døde med covid-19 pr. 100.000 indbyggere.

I Region Hovedstaden er tallet 17,61.

I Region Sjælland er tallet 13,85.

I Skåne er tallet endnu lavere, nemlig 12,27.

»Når smittespredningen faktisk er lavere på den svenske side, så virker danskerne nationalistiske, egoistiske og overdrevent frygtsomme,« siger tænketankschefen, som i 2002 var stifter af det dansk-svenske videncenter, Øresundsinstituttet.

Men hvis man åbner grænsen, kan man vel ikke være sikker på, at det kun er borgere fra Skåne, der krydser grænsen?

»Det kan man faktisk have en rimelig forventning om. I Sverige opfordres folk til ikke at rejse mere end to timer fra deres hjem. Stockholm-Mälardalen har 65 procent af alle coronarelaterede dødsfald i Sverige og en langt større smittespredning end i det sydlige Sverige. I Halland, Blekinge og Skåne har vi ventet og ventet på, at vi også ville få stor smittespredning, men det er ikke sket, og det tyder kraftigt på, at svenskerne faktisk ikke rejser mere end to timer fra deres hjem,« siger Anders Olshov.

»Derfor er der ingen grund til at forvente, at der pludselig kommer en invasion af svenskere fra Stockholm til Danmark, men ikke heller fra Skåne, da folk rent faktisk er forsigtige og ikke bevæger sig som før,« siger han.

Hvis svenskerne alligevel ikke rejser, hvad skulle det så hjælpe at åbne grænsen?

»For det første ville dansk politi slippe for at bevogte den. Men det vil også betyde, at øresundsregionen bliver samlet igen, og danskere vil kunne tage i sommerhus, som de plejer at gøre, ligesom sydsvenskere vil have lettere ved at benytte Københavns Lufthavn og så videre. Det har store omkostninger, både økonomisk og kulturelt, at holde grænsen lukket,« siger Anders Olshov.

»Og det er pointen. Smittespredningen er ikke et argument for at holde grænsen lukket, og det har større omkostninger at holde grænsen lukket end at åbne den. Sådan helt simpelt,« siger chefen for tænketanken Intelligence Watch.