Sundhedsøkonom om besked til Brostrøm: »Den er grim, den her«

Departementschef bad Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, om at »forlade ansvaret for proportionalitet«. Med de ord blev Søren Brostrøm bedt om at tilsidesætte sin faglighed som embedsmand, mener professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jes Søgaard.

»Det er myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode. Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip,« sagde statsminister Mette Frederiksen ved det nu historiske pressemøde 11. marts, hvor Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm deltog som repræsentant for sundhedsmyndighederne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Den 14. marts skrev departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels, en e-mail til Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i bydeform.

»Før du svarer, skal du forlade ansvaret for proportionalitet i anerkendelse af et ekstremt forsigtighedsprincip,« skrev Per Okkels.

Trods det let knudrede sprog er beskeden svær at misforstå, mener professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jes Søgaard. Per Okkels beder Søren Brostrøm om at tilsidesætte sin sædvanlige faglighed som embedsmand.

Jes Søgaard læser sætningerne højt i telefonen igen og igen. Sproget er ikke klokkeklart, og der er fortolkningsmuligheder i flere retninger, hvilket måske, måske ikke, er med vilje, men hvis professoren selv havde fået en e-mail med den ordlyd, er han ikke i tvivl om, hvordan han ville forstå den.

»Det er skrevet i bydeform, så det er ikke et høfligt forslag, men en ordre, at Søren Brostrøm skal forlade proportionalitetsprincippet, som er noget af det vigtigste i embedsmænds faglighed. Det handler om, at man altid skal opveje konsekvenserne af en given handling over for handlingens effekt. For eksempel omkostningerne ved at lukke et samfund ned for at bringe antallet af kontakter i befolkningen ned og dermed undgå smittespredning. Det betyder jo, at der er en masse aktiviteter i samfundet, som vi gerne vil have, sættes på pause. For eksempel i sundhedsvæsenet, hvor operationer og behandlinger udskydes. Men det kan også være samfundsøkonomiske konsekvenser bredt forstået eller frihedsrettigheder. Den slags afvejninger skal embedsmænd lave. Det er normalt det, vi forstår ved faglighed i embedsværket,« siger Jes Søgaard.

»Jeg har tidligere været lidt tilbageholdende, når nogle af mine kollegaer har kritiseret processerne i håndteringen af coronakrisen, men jeg må sige, at den er grim, den her. Det ser ikke godt ud. Jeg synes ikke, at det er i orden,« siger Jes Søgaard.

Afvejede valg

Beskeden fra Sundhedsministeriets departementschef til Sundhedsstyrelsens direktør er kommet frem i en aktindsigt, som flere medier har fået i myndighedernes interne kommunikation om håndteringen af coronakrisen, og beskeden til Søren Brostrøm bliver i Politiken fremhævet som et eksempel på, at myndighederne ikke entydigt anbefalede en nedlukning af Danmark, selv om det netop var, hvad regeringen sagde.

På det nu historiske pressemøde den 11. marts, sagde statsminister Mette Frederiksen:

»Det er myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode. Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip.«

Siden har oppositionspolitikere igen og igen forsøgt at få svar på, hvilke myndigheder der anbefalede nedlukningen. Hidtil uden at få entydige svar.

Men når Jes Søgaard kalder beskeden til Søren Brostrøm for »grim« handler det mest om, hvordan det danske embedsværk burde fungere.

»Vi har indrettet os sådan, at embedsmænd altid skal lave afvejninger, og dem skal de gøre klart for politikerne, så de kan træffe et afvejet valg, og her får Søren Brostrøm altså at vide, at det, han entydigt skal fokusere på, er forsigtighed, og der står ikke, at han skal veje forsigtighed op imod proportionalitetsprincippet. Der står, at han skal forlade ansvaret for proportionalitet. Det betyder i sidste ende, at vi ikke kan se, hvilken afvejning der ligger til grund for politiske beslutninger,« siger Jes Søgaard.

»Ud over den forpligtelse om proportionalitet og afvejninger, der ligger hos embedsmænd generelt, så ligger der det ekstra hos sundhedsfaglige embedsmænd, at de meget nødigt vil komme med alt for skarpe udmeldinger uden at have evidens eller mere eller mindre videnskabelige undersøgelser bag,« siger Jes Søgaard.

Men kan det ikke være årsagen til, at departementschefen skriver, som han gør? Altså, det er en ny sygdom, vi ved ingenting, der er ikke noget evidens, så vi er nødt til at følge et ekstremt forsigtighedsprincip?

»Jo, og det er også derfor, jeg tidligere har holdt mig tilbage i kritik af håndteringen, for indimellem er man nødt til at træffe nogle beslutninger, selv om man ikke har evidens. Men det synes jeg ikke, at der er tale om her. Her er tale om at tilsidesætte det almindelige proportionalitetsprincip, som vel her handler om, at man ud fra evidens og almindelig sund fornuft kan sige, at det vil have alvorlige konsekvenser, hvis vi begynder at omlægge alt for kraftigt i sygehusvæsenet, og også at det kan have omkostninger med forskellige nedlukninger. De omkostninger vil man ikke have med i afvejningen,« siger Jes Søgaard.

»Så jeg må sige, at jeg synes, at det ser grimt ud,« siger Jes Søgaard.

Berlingske har forsøgt at få kommentarer fra Søren Brostrøm og Per Okkels. Det er ikke lykkedes.