Styrelse vil stemme corona-dørklokker i Vejle

Antallet af smittede i Vejle er steget markant den seneste uge, og nu bliver der indsat ekstra testkapacitet.

 
En genåbning af Danmark er i gang. Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: DR, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Styrelsen for Patientsikkerhed sender onsdag medarbejdere til smitteramte områder i Vejle for at stemme dørklokker og opfordre folk om at lade sig teste for coronavirus.

Det sker, efter at kommunen har ramt en ottendeplads over antallet af smittede per indbygger, skriver Jyllands-Posten.

Den seneste uge er der konstateret 157 nye smittetilfælde i kommunen, og det såkaldte incidenstal er steget til 135,9 tilfælde per 100.000 indbyggere. Det giver kommunen en ottendeplads i forhold til smitte per indbygger.

Søndag lå incidenstallet på 123, og for fem dage siden var det nede på 96 tilfælde per 100.000 indbyggere.

I denne uge kan man få en lyntest ti steder i kommunen, ligesom man kan få en pcr-test, den der tester i halsen, i et testcenter på Tysklandsvej.

Styrelsen for Patientsikkerhed har anskaffet yderligere testkapacitet til kommunen, skriver Jyllands-Posten.

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) opfordrer til, at borgerne bruger den ekstra testkapacitet.

»Vi opfordrer til, at man benytter den yderligere testkapacitet, som Styrelsen for Patientsikkerhed opbygger. Jeg vil gerne rette en meget kraftig appel til, at vi nu alle sammen hjælper hinanden med at få smitten ned i vores kommune ved hjælp af de gamle virkemidler: afstand, sprit og test,« siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/