Styrelse advarer: Danskere kan bringe skadedyr med hjem fra ferie

Landbrugsstyrelsen opfordrer danskere på vej hjem fra ferie til at være opmærksomme på skadedyr.

Japanbillen har en meget bred smag, og den sætter sig i de fleste planter. (Arkivfoto) Nati Harnik/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange danskere er i disse dage på vej hjem fra ferie, og Landbrugsstyrelsen har en speciel opfordring til alle danskere, der rejser hjem fra EU-lande.

Den altædende japanbille er blevet fundet i den schweiziske by Basel nær den tyske grænse, og i Danmark kan vi sagtens risikere, at den altædende bille finder vej til de danske grænser.

Japanbillen har status som karantæneskadegører, hvilket vil sige, at den kan gøre alvorlig skade på planter, og derfor har myndighederne særligt fokus på den.

Og derfor opfordrer Landbrugsstyrelsen til, at man er særlig opmærksom på ikke at bringe skadedyr med sig ind på dansk jord.

»Der er mange, der holder ferie i Europa og har kørt med bil. En del har også taget cyklerne med for at cykle rundt i Sydeuropa eller Tyskland,« siger enhedschef Kristine Riskær fra Landbrugsstyrelsens enhed for Planter & Biosikkerhed under Fødevareministeriet.

»I den forbindelse kan man bringe jord med hjem på sin cykel eller sin vandresko, og det er altid en dårlig idé at flytte rundt på jord.«

Skulle man få lyst at tage nogle planter med hjem, opfordres man til at købe dem gennem en professionel planteimportør.

»Nyd planterne der, hvor de er, og lad vær med at tage dem med hjem,« fortæller Kristine Riskær.

»Vi siger ikke, at man ikke må købe planter eller jord i et andet land, men det er bare en rigtig dårlig idé.«

Ifølge Kristine Riskær har Landbrugsstyrelsen fået en del henvendelser fra folk, der har sendt billeder ind af insekter. Heldigvis har der ikke været tegn på, at karantæneskadegørere har fundet vej til Danmark.

»Vi screener dem og ser på billeder og beskrivelser. Hvis vi gerne vil have undersøgt noget lidt nærmere, får vores entomologer, der ved meget om særlige biller, lov til at se på det.«

»De tager sammen med plantesundhedskontrollører ud til den pågældende borger og ser på det,« siger Kristine Riskær.

/ritzau/