Stresspanel vil sikre institutionsbørns trivsel ved lov

Børneminister Mai Mercado frygter, at nye regler om børnemiljø vil give endnu mindre tid til børnene.

Stresspanelet foreslår, at institutionsbørns trivsel skal sikres ved lov, skriver Kristeligt Dagblad. Minister afviser og siger, at der allerede er fokus på et godt børnemiljø. (Arkivfoto). Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Vuggestue- og børnehavebørns trivsel skal sikres med en særlig børnemiljølovgivning.

Det foreslår regeringens stresspanel, skriver Kristeligt Dagblad.

Forslaget skal gøre op med, at der i børnehaver og vuggestuer ikke er regler for ro, nærvær og et godt fysisk arbejdsmiljø, selv om stress i børns første leveår kan få store konsekvenser senere i livet, skriver avisen.

Overholdes loven ikke, bør det medføre sanktioner i forhold til kommunerne, lyder forslaget.

Jannie Moon Lindskov, der er direktør for det statslige Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), finder det fornuftigt at sikre klare retningslinjer og øget fokus på det fysiske og psykiske børnemiljø.

Hun understreger dog, at elever i grundskolen og på ungdomsuddannelser allerede er omfattet af en undervisningsmiljølov. Til gengæld er kravet om en særlig børnemiljøvurdering taget ud af den lov, der regulerer daginstitutioner.

»Børnene har ikke selv valgt, at de skal være i daginstitution, i modsætning til de voksne, der selv har valgt at gå på arbejde. Derfor har vi som voksne et særligt ansvar for at sikre deres forhold,« siger Jannie Moon Lindskov til Kristeligt Dagblad.

Lektor Pernille Juhl fra Center for Daginstitutionsforskning ved Roskilde Universitet fremhæver over for avisen, at faste regler for børns daglige miljø kan være et skridt i den rigtige retning, som dog ikke kan stå alene.

Forslaget kommer samtidig med, at forældre under sloganet »Omsorg til vores børn nu« lørdag går på gaden for at protestere mod pressede normeringer i landets daginstitutioner.

Demonstrationen er kulminationen på flere ugers debat om forholdene i børnehaver og vuggestuer.

Hverken Socialdemokratiet eller den konservative børne- og socialminister, Mai Mercado, er tilhængere af en decideret børnemiljølov.

»Flere og flere børn mistrives, og det er helt grundlæggende, at vi som samfund tager hånd om den udvikling. Vi kan ikke lovgive om mistrivsel, men vi kan sikre, at rammerne for vores børns hverdag er i orden.«

»Om stresspanelets forslag er det rigtige greb, ved jeg ikke, men målet er vi enige i, og det vil jeg meget gerne diskutere,« siger Socialdemokratiets børneordfører, Ane Halsboe-Jørgensen, til Kristeligt Dagblad.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) skriver i en mail til avisen, at bedre børnemiljøer er en sag, ministeren »bakker helhjertet op om«.

»Vi har allerede i dagtilbudsloven fokus på et godt børnemiljø, hvor børn trives og lærer. Jeg kan dog frygte, at et helt nyt regelsæt oven i det eksisterende vil give endnu mindre tid til børnene,« skriver ministeren blandt andet.

/ritzau/