Stresspanel vil lovgive om børnehavebørns trivsel

Børn skal ligestilles med voksne, hvad angår miljøet de færdes i, mener stresspanel. Panelet foreslår, at børn i daginstitutioners miljø sikres ved lov.

Hverken Socialdemokratiets børneordfører, Ane Halsboe-Jørgensen eller børne- og socialminister Mai Mercado (K) er umiddelbart tilhængere af en børnemiljølov. (Arkivfoto). Claus Bech/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Når Danmark iværksætter tiltag for at mindske stress, er det vigtigt at se på forbedringer allerede i vuggestue- og børnehavealderen.

Således foreslår regeringens stresspanel, at trivslen for børn, der er i institutioner, sikres ved lov. Panelet er nedsat for at komme med anbefalinger om forebyggelse og reduktion af stress.

Anette Prehn, der er formand for stresspanelet, fortæller, at tanken bag en børnemiljølov er at sikre børnene i stil med, hvordan voksne er sikret i arbejdsmiljøloven.

- Vores forslag går på at ligestille børn med voksne. Det er paradoksalt, at vi i vores samfund behandler voksne som en slags overmennesker, der er sikret helt andre rettigheder end børn i deres hverdagsmiljø, siger hun og tilføjer:

- Hjernen, nervesystemet og kroppen er formbart gennem hele livet. Det former sig efter, hvordan det bliver brugt - i særdeleshed, når man er lille.

- Der er brug for beskyttelse af børn. Det er der, grunden bliver lagt for den videre udvikling af den mentale sundhed eller usundhed, siger hun.

Det skyldes ifølge formanden, at anbefalingerne er blevet til ved fire møder à fem timers varighed.

Men Anette Prehn fortæller, at loven eksempelvis kunne indebære et børnemiljøtilsyn og et rejsehold. Desuden peger hun på, at der bør være sanktioner til kommuner, der ikke overholder loven.

En decideret lov får dog ikke umiddelbart opbakning fra hverken Socialdemokratiet eller børne- og socialminister Mai Mercado (K). SF bakker dog op om forslaget.

Socialdemokratiets børneordfører, Ane Halsboe-Jørgensen, fortæller til Kristeligt Dagblad, at hun ikke ved, om panelets forslag er det rigtige greb. Men partiet er enige i målet, lyder det.

Mai Mercado skriver i en mail til avisen, at bedre børnemiljøer er en sag, ministeren "bakker helhjertet op om". Men hun "kan dog frygte, at et helt nyt regelsæt oven i det eksisterende vil give endnu mindre tid til børnene".

Stresspanelet vil i alt komme med 12 anbefalinger. Forslaget om en lov om børnemiljø er det femte.

/ritzau/