Storebæltsbroen var tidligt onsdag morgen lukket for al biltrafik på grund af omlægning af trafikken, men er igen åben.

Det oplyser Sund & Bælt på det sociale medie Twitter.

Også tirsdag aften var broen lukket på grund af omlægning.

Det var mellem cirka klokken 21 og indtil klokken 21.41.

Sund & Bælt har tidligere meldt ud, at der efter påske ville blive lagt ny asfalt på Vestbroen.

Derfor vil trafikken køre dobbeltrettet i aften- og nattetimerne mellem kl. 20.00 og 05.00 i ugerne 15 til 18.

»Broen lukkes i to omgange af 45 minutter, henholdsvis om aftenen og igen om morgenen for at omlægge til dobbeltrettet trafik. Der vil opstå ventetid under omlægning af trafikken,« skrev Sund & Bælt.

I uge 15 gælder det tirsdag, onsdag og torsdag aften.

I uge 16 og 17 gælder det alle ugens dage undtagen fredag og lørdag aften.

Mens trafikken er omlagt, er hastighedsbegrænsningen 80 kilometer i timen, og overhaling er ikke tilladt.

/ritzau/