Store nordsjællandske kommuner vil nu hæve skatten – Frederiksberg holder stand

Helsingør, Hørsholm og Rudersdal sender regningen fra udligningsreformen videre til borgerne.

I flere kommuner mener politikerne, at der ikke er nogen vej uden om skattestigninger, efter at regeringen, de Radikale, Venstre, Alternativet og SF tirsdag blev enige om en udligningsreform.

Borgmester i Hørsholm, Morten Slotved (K), er en skuffet mand. Ifølge aftalen mellem partierne skal hans kommune af med 33,6 millioner kroner. Han mener selv, at den mistede kompensation til uddannelse af flygtninge og til ældre på 26 millioner kroner giver et beløb på 59 millioner kroner, som kommunen skal finde på næste års budget.