Stor del af nordjysk smitte stammer fra Jomfru Ane Gade
Ud af 148 smittetilfælde i fire sogne i Aalborg kan 86 af dem spores tilbage til den landskendte festgade.

Ud af 148 smittetilfælde i fire sogne i Aalborg kan 86 af dem spores tilbage til den landskendte festgade.

Over halvdelen af smittetilfældene i fire sogne i Aalborg, hvoraf to af dem nu er coronanedlukket, kan spores tilbage til Jomfru Ane Gade.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed tirsdag til Jyllands-Posten.
»På baggrund af data fra vores smitteopsporing kan vi oplyse, at der i perioden fra 15. maj til 22. maj er registreret 148 smittede i de fire sogne.«
»Ud af de 148 smittetilfælde har 86 af dem over for smitteopsporingen angivet enten at have været i Jomfru Ane Gade i smitteperioden, at have Jomfru Ane Gade som formodet smittekilde eller bekendtskabskreds, som har været i Jomfru Ane Gade, som formodet smittekilde,« skriver styrelsen i et svar til Jyllands-Posten.
Der henvises til sognene Budolfi, Vor Frelser, Vor Frue og Skt. Markus.
Meldingen kommer, efter at Budolfi Sogn i det centrale Aalborg i weekenden krydsede grænsen for smitte som det andet sogn i byen. Det måtte derfor lukke blandt andet skoler, indendørs kulturaktiviteter og fitnesscentre.
For lidt over en uge siden lukkede et andet sogn i kommunen, Vor Frelser Sogn.
Mens smittestigningen i sognet har udløst en automatisk nedlukning af både fritids- og kulturaktiviteter samt skoler og gymnasier, så må sognets barer gerne holde åbent. Og dermed fortsætter festen altså også i Jomfru Ane Gade.
Borgmester i Aalborg Thomas Kastrup-Larsen (S) bestrider ikke, at der skal lukkes ned. Men han mener, at det er de forkerte ting, der skal lukke.
»Jeg synes, at reglerne er for stive i forhold til sognenedlukninger,« sagde han til Ritzau i weekenden.
»Midt i Budolfi Sogn ligger Jomfru Ane Gade, hvor vi ved fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at der sker en ganske markant smittespredning.«
»Det, at vi skal lukke museer, teatre og skoler, men ikke Jomfru Ane Gade, det giver ikke meget mening,« sagde borgmesteren.
Til Nordjyske skriver Styrelsen for Patientsikkerhed om situationen:
»Det er vores vurdering, at aktiviteten i Jomfru Ane Gade særligt blandt de 20 til 29-årige er medvirkende til, at vi ser høje incidenser i de fire sogne Budolfi, Vor Frelser, Vor Frue og Skt. Markus.«
/ritzau/