15 kunstnere har indspillet en ny støttesang til fordel for "Knæk Cancer"-ugen, som Kræftens Bekæmpelse og TV 2 står bag.

Sangen kan kun høres, hvis man donerer et valgfrit beløb på hjemmesiden allekendernogen.dk, skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Sangen med titlen "Alle kender nogen" er den første officielle støttesang for "Knæk Cancer", der kulminerer med et indsamlingsshow lørdag 24. oktober.

Sangen er skrevet af Thomas Helmig, Soleima og Emil Falk.

Blandt kunstnerne, der har indspillet sangen, er Alex Vargas, Annika, Lord Siva, Malte Ebert, Peter A.G., Sanne Salomonsen og Thomas Helmig.

Titlen på sangen henviser ifølge pressemeddelelsen til den kendsgerning, at hver tredje får konstateret kræft, inden de fylder 75 år.

Producer Emil Falk kalder det i meddelelsen "meget rørende", at så mange kunstnere bakker op om indsamlingen.

- Håb er essentielt for alle, der bliver ramt af kræft, og for deres pårørende.

- Det har været vigtigt for os at lade det leve i sangen. Derfor skal den svinge, selv om emnet er tungt, siger Emil Falk.

Han har selv kendskab til sygdommen, idet hans egen mor ifølge meddelelsen har haft kræft.

En af de medvirkende kunstnere, Annika, er efter eget udsagn "vildt stolt" og "glad" for at bidrage til indsamlingen.

- Når man er så privilegeret at være blandt de kunstnere, der bliver lyttet til, har man også et ansvar for at bruge sin stemme, siger hun i pressemeddelelsen.

Sidste år blev der indsamlet 137,6 millioner kroner under "Knæk Cancer"-ugen.

De mange penge kom i alt 593 cancerrelaterede projekter til gode.

For eksempel blev der sendt syv millioner kroner til Børnecancerfonden, ligesom der også blev reserveret et millionbeløb til en række forskningsprojekter.

RITZAU