I en stikprøvekontrol af landbrugspraktikanters løn har myndighederne fundet fejl i mere end halvdelen af sagerne.

Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er forargeligt og ærligt talt chokerende, at så mange landmænd ikke kan finde ud af at følge de overenskomster, der gælder på området, siger udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) i pressemeddelelsen.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) har blandt andet set, at kost og logi er trukket fra lønnen, og at feriereglerne ikke er overholdt.

I stikprøven er 181 sager blevet undersøgt. Siri fandt fejl i 94 af dem, lyder det.

Den nuværende ordning giver mulighed for, at unge udlændinge kan få et praktikophold hos en dansk landmand i op til 18 måneder.

Hvis man vil have opholdstilladelse via ordningen som landbrugspraktikant i Danmark, er det en betingelse, at overenskomsten overholdes.

Når det ikke sker, indleder Siri en sag om at inddrage praktikantens opholdstilladelse, ligesom den pågældende landmand bliver politianmeldt.

Kontrollen har ført til, at 12 udlændinge og 12 praktikværter er blevet politianmeldt, lyder det.

Ifølge ministeriet kan det ikke udelukkes, at der kommer flere anmeldelser.

Desuden er 19 opholdstilladelser indtil videre blevet inddraget, og 57 sager er verserende.

Udlændinge- og Integrationsministeriet skriver, at Siri nu vil skærpe kontrollen yderligere på området og gennemgå alle relevante sager.

Til Politiken siger Anne Marie Hagelskjær Smit, direktør i landbrugets arbejdsgiverorganisation GLS-A, at hun afventer at få baggrunden for tallene, men kalder de tal, som ministeren har briefet hende om, "helt uacceptable".

Landbrug & Fødevarer ønsker ikke at kommentere tallene, før de har fået en endelig rapport, skriver avisen.

I forvejen kan ordningen med udenlandske praktikanter snart være på vej ud. Den nye regering er enig om, at ordningen skal ændres.

- Vi vil ikke tolerere snyd og bedrag. De udenlandske landbrugspraktikanter, der kommer hertil, skal selvsagt være her på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger Morten Bødskov i pressemeddelelsen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet skriver, at arbejdsmarkedets parter er blevet orienteret om stikprøven. De vil også blive inddraget i arbejdet med en ny ordning.

/ritzau/