Statsminister kalder bilist kujon efter dødsulykke

Justitsminister Nick Hækkerup forventer en retsforfølgelse efter femårigs død »så hurtigt som muligt«.

»Jeg har ikke ord for, hvor tragisk familiens tab er, og jeg har sjældent set magen til fej og krysteragtig adfærd, når bilisten samtidig flygter fra stedet,« siger justitsminister Nick Hækkerup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Den unge bilist, der onsdag flygtede efter at have påkørt en lille pige og hendes mor i Valby, fordømmes af landets øverste politiske leder.

Kujon er den betegnelse, som statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag i et opslag på Facebook sætter på bilisten.

»Mit hjerte græder. Jeg vil gerne sende mine varmeste tanker til den familie, der på tragisk vis mistede en lille pige på kun fem år i går. Som mor ved jeg, at sorgen er knusende,« skriver hun.

Reaktionen er ikke den første. Torsdag morgen var justitsminister Nick Hækkerup (S) ude med en kommentar til, at den femårige pige onsdag eftermiddag mistede livet ved ulykken, der skete på Peter Bangs Vej.

»Jeg har sjældent set magen til fej og krysteragtig adfærd, når bilisten samtidig flygter fra stedet,« siger han i en udtalelse i en mail.

Mit hjerte græder. Jeg vil gerne sende mine varmeste tanker til den familie, der på tragiske vis mistede en lille pige...

Slået op af Mette FrederiksenTorsdag den 29. oktober 2020

Justitsministeren udtaler sig desuden om det konkrete opklaringsarbejde, som Københavns Politi er i gang med, hvilket er usædvanligt.

»Politiet efterforsker selvfølgelig sagen på fuld tryk, så flugtbilisten kan blive retsforfulgt så hurtigt som muligt,« udtaler Nick Hækkerup.

Ud over at udtrykke medfølelse med familien til den lille pige benytter ministeren lejligheden til at minde om de initiativer, som regeringen for mere end et halvt år siden lancerede imod såkaldt vanvidsbilisme.

De blev præsenteret i februar og handler blandt andet om konfiskation af biler og om skærpet straf ved chikanekørsel og ved kapkørsel.

Udførelsen blev dog forsinket og derefter lagt over i de igangværende forhandlinger om et politiforlig. I begyndelsen af oktober annoncerede Nick Hækkerup, at han var klar til at udskille emnet fra forhandlingerne og gå i aktion hurtigt.

I torsdagens mail skriver ministeren blandt andet:

»Vi skal tage bilerne fra dem, skærpe straffene markant, og hvis de er udlændinge, skal de i videst muligt omfang udvises af Danmark.«

Onsdag aften efterlyste Københavns Politi bilisten offentligt med navn og foto. Det er den 21-årige Helmi Mossa Hameed. Han stak af til fods.

Sagen har også fremkaldt en kommentar fra Venstres retsordfører, Inger Støjberg. Hun betegner sagen som dybt tragisk.

»Jeg bakker fuldt og helt op om, at politiet sætter maksimalt tryk på for at finde og retsforfølge denne kujon, der flygtede efter ulykken. Han skal bare findes hurtigst muligt,« skriver hun i en mail.

/ritzau/