Statens Serum Institut udvikler ny lovende vaccine mod covid-19

Vaccinen er testet på mus, så kommer aberne, dernæst skal vaccinen testes på mennesker inden for et halvt til et helt år.

 
Forskere over hele verden arbejder på højtryk for at udvikle en coronavaccine. Video: Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Caroline Nørkjær Fold sammen
Læs mere

Statens Serum Institut har måske fundet en vaccine mod covid-19.

De fleste mennesker i verden drømmer om, at der snarest muligt udvikles en vaccine mod den smitsomme coronavirus. Og nu har Statens Serum Institut fundet en lovende »vaccinekanditat«, som det hedder i en pressemeddelelse på instituttets hjemmeside mandag.

Vaccinen har fået navnet CoVAXIX og er udviklet under ledelse af chefvirolog, professor og overlæge dr. med. Anders Fomsgaard.

Vaccinen er foreløbig testet på mus og har vist lovende resultater. I musene har CoVAXIX fremkaldt antistoffer, der neutraliserer SARS-CoV-2-virus med samme eller større styrke end de fleste mennesker, der er immune efter en veloverstået covid-19-infektion.

»Vaccinen fremkalder desuden celleimmunitet, der beskytter mod sygdom ved at eliminere virusinficerede celler. Det er meget ønskeligt for vacciner, men langtfra alle vacciner er i stand til det,« lyder det fra Anders Fomsgaard.

»Både neutraliserende antistoffer og celleimmunitet er vigtige for kroppens evne til at blokere og beskytte mod en fremtidig covid-19-infektion. Og celleimmuniteten er afgørende for kroppens evne til at bremse virusproduktion og virusudskillelse, så man begrænser både covid-19-sygdommen og gør, at man ikke smitter andre,« siger Anders Fomsgaard.

Næste store trin i projektet på SSI er at prøve vaccinekandidaten på mennesker. Den proces er underlagt store krav om sikkerhed, og blandt andet derfor tager den lang tid. Med CoVAXIX har holdet bag vaccinen imidlertid forsøgt at nedbringe tiden.

»For at vinde tid ønsker vi at sætte gang i et abeforsøg nu, der kan vise, om aberne bliver beskyttet mod efterfølgende smitte med COVID-19-virus eller ej. Parallelt med det vil der blive produceret nok af CoVAXIX til både den indledende humane afprøvning i fase 1, som forventes at kunne starte sidst i efteråret 2020 eller i begyndelsen af 2021, og til den fortsatte fase-2 afprøvning, som der fortsat søges finansiering til,« siger Anders Fomsgaard.