Opdateret

Statens inkasso skal inddrive millioner til jordskred ved Nordic Waste

Enigt byråd overlader opgaven med at kradse penge ind for jordskredsrelaterede udgifter til Gældsstyrelsen.

Tre millioner kubikmeter jord satte sig i bevægelse ved jordforarbejdningsvirksomheden Nordic Waste og begravede blandt andet en nærliggende landevej mellem Randers og Aarhus. (Arkivfoto).
Tre millioner kubikmeter jord satte sig i bevægelse ved jordforarbejdningsvirksomheden Nordic Waste og begravede blandt andet en nærliggende landevej mellem Randers og Aarhus. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Randers Kommune overlader opgaven med at kradse penge ind efter jordskreddet ved Nordic Waste til Gældsstyrelsen - statens inkassobureau.

Det har et enigt byråd mandag eftermiddag besluttet.

Kommunen har foreløbig anmeldt krav på 358,1 million kroner til konkursboet efter Nordic Waste.

Det fremgår af indstillingen til byrådets dagsorden.

På forhånd havde økonomiudvalget indstillet til byrådet, at Gældsstyrelsen får opgaven med at inddrive kommunens krav.

- Kan vi godkende det?, spørger borgmester Torben Hansen (S) på mødet.

Ingen af de 31 byrådsmedlemmer har nogen protester, og punktet godkendes.

Det var i december 2023, at jordskreddet ved jordforarbejdningsvirksomheden Nordic Waste for alvor tog fart.

Tre millioner kubikmeter jord satte sig i bevægelse og havde kurs mod den nærliggende Alling Å, landevejen Gammel Århusvej og landsbyen Ølst.

I januar 2024 blev Nordic Waste erklæret konkurs, og i februar 2024 meddelte kommunen, at jordskreddet var stabiliseret.

I forbindelse med konkursen skrev Nordic Waste i en pressemeddelelse, at man mente, at der var tale om en "naturkatastrofe" udløst af store mængder regn.

Virksomheden meddelte også, at dens ansvarsforpligtelse stoppede som følge af konkursen.

Forpligtelsen ville heller ikke blive overtaget af selskabets ejere, koncernen USTC med erhvervsmanden Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtre i spidsen, lød det.

Randers Kommune har tidligere oplyst, at man har haft udgifter relateret til jordskreddet for 484,6 millioner kroner i 2023 og 2024.

Heraf er 192 millioner kroner finansieret af et tilskud fra staten.

I februar 2025 takkede byrådet ja til at optage et statsligt lån til den resterende del af udgifterne - cirka 290 millioner kroner.

Kommunen har hele tiden understreget, at man ser de lånte penge som en midlertidig løsning, og at man forfølger princippet om, at "forureneren betaler".

Der er også blevet peget fingre ad Randers Kommunes rolle i sagen.

En advokatundersøgelse, der blev præsenteret i begyndelsen af september i år, rettede kritik mod kommunen for dets tilsyn.

- Selv om Randers Kommune formentlig ikke derved kunne have undgået det store jordskred, så kunne jordskreddet efter den undersøgende advokats vurdering være konstateret tidligere og dermed også have haft et mindre omfang, lød en af konklusionerne.

/ritzau/