Spotify, verdens største streamingtjeneste for musik, er havnet i et opslidende opgør med en flok store rockstjerner.

Et opgør, der synes at tage til i styrke, for hver dag der går.

Det begyndte med et ultimatum fra Neil Young, og nu har flere indflydelsesrige amerikanske musikere tilsluttet sig modstanden mod Spotify, der bløder økonomisk efter konflikten.

Mediet Forbes har således beskrevet, hvordan Spotify har mistet 25 procent i markedsværdi siden årsskiftet. Fortsætter det sådan, kan det blive en dyr omgang.

For at forstå sagen er det en helt anden og mindst lige så indflydelsesrig person, man skal lære at kende: Joe Rogan.

Den 54-årige MMA-kommentator og standupkomiker er berømt i USA og på Spotify, hvor han er vært på den mest populære podcast på Spotify i USA, Canada og Storbritannien, »The Joe Rogan Experience«.

Det er denne podcast, der har vakt anstød hos først Neil Young og siden flere andre musikere. For Joe Rogan er vaccinekritikker. Han har blandt andet opfordret unge mennesker til ikke at lade sig vaccinere.

Den amerikanske podcastvært Joe Rogan elsker at provokere. Tidligere har det vakt debat, at han røg sig skæv i studiet, da han havde Tesla-direktør Elon Musk på besøg. Nu er det hans holdninger til vacciner, der skaber røre.
Den amerikanske podcastvært Joe Rogan elsker at provokere. Tidligere har det vakt debat, at han røg sig skæv i studiet, da han havde Tesla-direktør Elon Musk på besøg. Nu er det hans holdninger til vacciner, der skaber røre. Carmen Mandato/AFP/Ritzau Scanpix

Men det var først med en podcast-episode 31. december 2021, at Neil Young fik nok. Her interviewede Joe Rogan lægen Robert Malone, der sagde, at amerikanerne lider af en »massepsykose«, og at de er blevet hypnotiseret til at bære mundbind og lade sig vaccinere.

Derfor stillede Neil Young Spotify over for et ultimatum:

»De kan have Rogan eller Young. Ikke begge,« skrev han i et brev til sin manager.

Efterfølgende uddybede han ifølge Ritzau sin holdning med et indlæg på sin hjemmeside.

»Spotify er blevet hjemsted for farlig covid-19-misinformation.«

»Løgne bliver solgt for penge,« skrev Neil Young i det indlæg, der nu er slettet.

»Spredning af løgne«

Dermed støttede Neil Young også op om et brev, som 270 forskere og ansatte i sundhedhedsvæsnet havde skrevet tidligere på måneden. Her beskyldte de tilsvarende Joe Rogan for at sprede misinformation og opfordrede Spotify til at tage stilling til det.

Streamingtjenesten har allerede fjernet mere end 20.000 podcastafsnit om coronavirus fra Spotify, har man oplyst i en pressemeddelelse, hvor man også begræder Neil Youngs beslutning.

»Vi ærgrer os over Neils beslutning om at fjerne sin musik, men vi håber at kunne byde ham velkommen tilbage snarest,« skrev Spotify.

Lige nu er der dog ikke mulighed for at høre hans mest populære album på Spotify. Til gengæld ligger Joe Rogans podcast stadig tilgængelig.

Joe Rogan har selv sagt, at han ikke er modstander af vacciner. Tværtimod har han ifølge BBC udtalt, at vaccinerne er »sikre«, og at han opfordrer »mange« til at tage imod dem.

Det lader dog ikke til, at det musikalske opgør med Spotify er afblæst. Fredag krævede også den kendte folkesanger Joni Mitchell sit bagkatalog fjernet fra Spotify:

»Uansvarlige mennesker spreder løgne, som koster folk livet,« skrev hun på sin hjemmeside under overskriften: I Stand With Neil Young.

Også rockmusikeren Nils Lofgren, guitarist i Bruce Springsteens E Street Band, sympatiserer med Neil Young, har han oplyst på Twitter, hvor han har brugt hashtagget #deletespotify, der i øjeblikket deles vidt og bredt.