Spilvirksomheden ElectraWorks Limited, som står bag hjemmesiden bwin.dk, er blevet idømt en bøde på 500.000 kroner for vildledende markedsføring af væddemål.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Virksomheden havde markedsført en kampagne, hvor det fremgik, at man kunne spille risikofrit, selv om der var en økonomisk risiko forbundet med at placere et væddemål.

For det fremgik af betingelserne for kampagnen, at forbrugeren ved tab af væddemålet blev tildelt et gratis bet, som ville kunne bruges til at placere et nyt væddemål.

Hvis dette nye væddemål blev vundet, ville det udelukkende være nettogevinsten, der skulle udbetales til forbrugeren.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte ElectraWorks Limited i maj 2024 efter at have modtaget en klage fra en forbruger.

Personen havde set annoncen og placerede et væddemål på 1000 kroner. Vedkommende tabte væddemålet og fik jævnfør kampagnen et gratis væddemål til en værdi af 1000 kroner.

Det vandt han på. Men det var alene forskellen på 15 kroner, som blev udbetalt som gevinst.

ElectraWorks Limited valgte under sagen at erkende sig skyldig i overtrædelsen af markedsføringsloven.

Københavns Byret idømte spilvirksomheden bøden på 500.000 kroner. Bødens størrelse er ifølge Forbrugerombudsmanden blevet fastsat med udgangspunkt i det dobbelte af de markedsføringsomkostninger, der ifølge virksomheden var blevet anvendt til at markedsføre kampagnen.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der fører tilsyn med, at virksomheder overholder markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning - især ud fra hensynet til forbrugerne.

/ritzau/