Fredagen begynder med skyer, dis og tåge mange steder i Danmark, men på den anden side venter en weekend med masser af sol.

Det fortæller Mette Wagner, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt fredag morgen.

- Den sidste juledag starter med skyer de fleste steder i landet. I løbet af dagen vil der være mulighed for sol hist og pist.

- I eftermiddag diser det lidt mere til, og der vil være stedvis tåge flere steder i landet, siger Mette Wagner.

Temperaturerne kan nå op på fem graders varme, mens termometeret på den jyske vestkyst kan ramme helt op til syv grader.

Mette Wagner betegner fredagens vejr som en rodebutik og lidt af en udfordring for meteorologerne.

- Nogle steder ligger skyerne lavt på himlen og andre steder højere, så solen kan komme lidt igennem. Så det er noget med at finde ud af timingen for, hvornår solen kommer.

- Kommer der sol i et område eller bliver det en skyet dag?, siger Mette Wagner.

Vinden vil fredag være svag til let, inden det blæser en smule op i weekenden.

- Hvis vi kigger lidt på lørdag og søndag, så er der gode muligheder for at se solen, og det er tørt. Så gode muligheder for at komme ud at nyde det dejlige vejr.

- Temperaturerne ligger over frysepunktet, men natten mellem lørdag og søndag forventer vi nattefrost, siger Mette Wagner.

Lørdag kan det blive mellem fem og otte grader, mens søndag er en anelse koldere. Prognosen lyder på tre til syv graders varme.

- Det bliver blæsende - let til frisk og stedvist hård vind fra en nordvestlig retning, siger meteorologen.

Temperaturerne fredag, lørdag og søndag vil generelt være en anelse højere end de seneste dage.

25. december blev vinterens første isdøgn registreret flere steder i Danmark. Et isdøgn betyder, at temperaturen ikke kommer over frysepunktet i en periode på 24 timer.

/ritzau/