Sol og strandvejr venter i varm og vindstille weekend
Varme fra Centraleuropa bølger i disse dage op over Danmark, hvilket ifølge DMI sætter sit præg på weekenden.

Varme fra Centraleuropa bølger i disse dage op over Danmark, hvilket ifølge DMI sætter sit præg på weekenden.

Danskerne kan se frem til en varm sommerweekend med temperaturer op til 28 grader og gode muligheder for at komme på stranden.
Det siger Kasper Bonde Niebe, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.
- Det er en tør og solrig weekend, vi går i møde.
- Fredag er ingen undtagelse. Det meste af landet starter ud med en del sol, siger Kasper Bonde Niebe.
I Jylland er der dog enkelte steder, hvor der går lidt timer, før solstrålerne tager over.
Fredag morgen driver en tåge fra Nordsøen ind over den sydvestlige del af landet. Derudover kan der ifølge meteorologen ligge lidt havgus langs den jyske vestkyst.
- Temperaturerne kommer til at ligge mellem 21 og 27 grader, og vinden vil være svag til jævn.
- Ved kyster med pålandsvind kan det være lidt køligere, siger Kasper Bonde Niebe.
Natten til lørdag vil en tåge fra Nordsøen igen brede sig ind over Jylland.
- Derfor starter lørdagen ud med tåge flere steder over store dele af Jylland. Det løfter sig i løbet af formiddagstimerne, og så kommer der en del sol til hele landet.
- Der kan måske komme en enkelt byge i løbet af eftermiddagen, siger meteorologen fra DMI.
Temperaturerne vil ifølge prognoserne ligge mellem 22 og 27 grader lørdag.
Søndagen byder igen på masser af sol, men senere er der risiko for byger og torden.
- Ud på eftermiddagen kan det være lidt mere ustabilt. Der kan forekomme enkelte byger, der kan være med torden.
- Ellers er det endnu en varm dag med temperaturer mellem 22 og 28 grader. Vinden er lidt mere frisk, siger Kasper Bonde Niebe.
Efter nogle lidt køligere dage på det seneste går danskerne ifølge meteorologen en rigtig sommerweekend i møde.
- Her op mod weekenden er varmen kommet igen.
- Det er noget af varmen fra Centraleuropa, der er begyndt at bølge op over os. Så det ser ud til at blive en rigtig pæn weekend med god mulighed for at lave udendørsaktiviteter og nyde varmen, siger Kasper Bonde Niebe.
RITZAU