Sognepræst: Danskernes religiøsitet er meget konkret

Danskernes tro er i højere grad bundet op på mødet med kirken ved dåb eller bryllupper, mener sognepræst.

Danskernes forhold til religion afhænger i høj grad af, hvordan man måler og forstår religiøsitet.

Det mener sognepræst og næstformand i Præsteforeningen Niels Vincens Grunnet.

En ny opgørelse fra det amerikanske analyseinstitut Pew viser, at Danmark er det næstmindst religiøse land i Europa.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

»Religiøsitet kan ikke bare måles på, hvor mange gange man går til gudstjeneste eller beder om dagen. Religiøsitet er også en meget konkret ting,« siger Niels Vincens Grunnet til Ritzau.

»For danskerne er der ingen tvivl om, at der er rigtig mange, som knytter deres tro op på det konkrete, når de skal have døbt deres børn, til konfirmation eller begravelse.«

I undersøgelsen, der bygger på meningsmålinger i 34 europæiske lande, fremgår det, at kun esterne er mindre religiøse end danskerne.

I meningsmålingen har de adspurgte europæere blandt andet forholdt sig til, om man beder og tror på Gud.

/ritzau/