Den danske fregat "Esben Snare" har fredag nedskudt en øvelsesdrone med skibets kanon nær Sjællands Odde.
Det er sket i forbindelse med en planlagt skarpskydningsøvelse med droner ud for Søværnets Center for Våben, der ligger på Gniben på Sjællands Odde.
Det skriver Forsvaret i en nyhed på sin hjemmeside, hvor det understreges, at træningen har været planlagt siden starten af september og er en fast del af fregattens træningsforløb.
Træningen, der også vil foregå over den kommende weekend, foregår ved, at der bliver opsendt øvelsesdroner i luften, som simulerer de flyvemønstre, man ofte ser, når krigsskibe er under angreb.
Fregattens opgave er så at detektere, følge og om nødvendigt nedkæmpe og nedskyde dronen.
- Fregattens planlagte træning sikrer, at skibet og besætningen jævnligt træner alle skibets offensive og defensive kapaciteter, skriver Forsvaret.
Flere medier har fredag berettet, at "Esben Snare" torsdag forlod flådestationen i Frederikshavn og senere om aftenen befandt sig ud for København.
I den forbindelse har DR blandt andet spurgt Forsvaret, om fregatten er blevet sendt af sted for at patruljere efter flere dronehændelser i dansk luftrum de seneste dage.
Det har Forsvaret ikke svaret på.
Her bemærker mediets forsvarskorrespondent, Mads Korsager, at fregatten både har radar og forskellige kamerasystemer, der gør, at den er god til at spotte droner i nattemørket.
Observation af droner har flere gange denne uge ført til kortvarige lukninger af flere lufthavne.
Dronehændelserne har også afsløret, at Danmark ikke er godt nok rustet til den slags hybride angreb.
På et pressemøde torsdag med både justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) lød erkendelsen, at vi skal anskaffe "nye kapaciteter til at detektere og neutralisere droner".
Chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, Finn Borch understregede også ved et pressemøde torsdag, at droneudviklingen går hurtigt, og at myndighedernes kapacitet ikke er tilstrækkelig.
- Vi ville gerne have været et bedre sted. Det er vi ikke. Nu må vi gøre noget, der er effektivt for os alle sammen, siger han.
/ritzau/