Søndag er dagen, hvor alle økologiske køer lukkes ud på græs, og i anledning af Økodag har 39 økologiske gårde inviteret de omkring 100.000 forventede gæster til at se på, når stalddørene åbnes.

Økodag finder sted hvert år over hele landet, når økologiske landmænd lukker deres køer på græs. Her skal de gå frem til 1. november, fordi økologiske køer skal have adgang til græs i sommerhalvåret.

Det er dog afhængigt af vejrforholdene og markernes tilstand, hvornår køerne præcist bliver lukket ind og ud, oplyser Landbrugsstyrelsen.

Økodag afholdes af Mejeriforeningen i samarbejde med Arla og andre økologiske mejerier.

Mens de økologiske køer lukkes ud på græs, vil der være konventionelle malkekøer, som bliver stående i stalden.

Det skyldes, at der ingen krav er om, at de konventionelle køer skal på græs, hvorimod de økologiske køer skal have adgang til græs i sommerhalvåret.

Økologisk Landsforening finder det problematisk og ønsker at få ændret lovgivningen. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse søndag.

Forperson i Økologisk Landsforening, Michael Kjerkegaard, mener, at alle køer bør have adgang til græs og henviser til, at kun 17 procent af konventionelle malkekøer kommer ud på græs.

- Økodag viser os år efter år, hvor stor glæde køerne har af at komme ud. Den glæde vil vi give til alle køer.

- Derfor opfordrer vi de politiske partier til at tage køernes adgang til den åbne himmel med ind til bordet i de aktuelle regeringsforhandlinger, så vi får en lov, der sikrer alle køer ret til at komme på græs, siger Michael Kjerkegaard.

Forskellen mellem økologiske og konventionelle køer er blandt andet kravet til udendørsarealer og foder.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af køer på græs er faldet fra 435.000 i 2003 til 170.000 i 2020.

I 2025 var der 126.000 gæster med til Økodag.

/ritzau/