Snapchat og youtubere minder børn om fyrværkerifarer

Sikkerhedsstyrelsen håber, at de med kampagner på sociale medier kan mindske fyrværkeriskader blandt børn.

Sikkerhedsstyrelsens fem fyrværkeriråd foreskriver, at man holder den anbefalede sikkerhedsafstand og altid bruger sikkerhedsbriller, når man er i nærheden af fyrværkeri. To råd der ikke blev fulgt, da billedet her blev taget på Dronning Louises Bro i København nytårsaften 2014-2015. David Leth Williams/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Sikkerhedsstyrelsen prøver igen i år at bruge Snapchat til at minde børn om at bruge sikkerhedsbriller nytårsaften.

- Snapchat er målgruppens foretrukne medie at kommunikere igennem. Så vi håber, at vi ved at være der, hvor de unge er, kan minde dem om, at sikkerhedsbrillerne skal på, siger Mette Cramon, kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen.

På Snapchat sender man typisk billeder og korte videoer til venner og bekendte. Hertil er der en række filtrer, hvor man for eksempel kan give sit motiv hat eller overskæg på.

- Der er rigtig mange, der sender en nytårssnap. Og jo flere gange vi kan minde de unge om at følge sikkerhedsrådene, des større er sandsynligheden for, at de ryger ind på rygraden, siger Cramon.

Youtube-stjernerne Alexander Husum og Niki Topgaard har lavet to videoer i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen. De skal vise deres tusindvis af unge fans vigtigheden af de øvrige fyrværkeriråd.

I nytårsdøgnet 2017-2018 brugte en million unikke brugere Sikkerhedsstyrelsens Snapchat-filter.

De sendte i alt fem millioner snapchatbeskeder, hvori filteret indgik.

Samtidig oplevede man et fald på 20 procent i antallet af 0-14-årige tilskadekomne.

/ritzau/