Smittekurven peger fortsat op i Danmark - kontakttallet er 1,2

Kontakttallet er senest opgjort til 1,2. Det vil sige, at ti coronasmittede i gennemsnit smitter 12 andre.

 
Antallet af nye coronasmittede i Danmark er stigende. Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

Kontakttallet ligger på 1,2, og dermed peger pilen fortsat opad for den danske smittekurve.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

»Det ugentlige kontakttal er beregnet til 1,2. Dermed er smittekurven fortsat opadgående i samfundet.«

»Det er en del af baggrunden for de nye restriktioner fra i fredags, vi må og skal have vendt udviklingen i Danmark.«

»Vigtigt, at vi holder fast,« skriver Magnus Heunicke i sit tweet.

Også fredag i sidste uge blev kontakttallet opgjort til 1,2. På det tidspunkt var der tale om en stigning, i og med at kontakttallet var 1,0 tirsdag i samme uge.

Med et kontakttal på 1,2 svarer det til, at ti coronasmittede personer i gennemsnit smitter 12 andre.

Så længe tallet er over 1, betyder det, at epidemien vokser i samfundet.

Hvis tallet omvendt er mindre end 1, betyder det, at ti smittede i gennemsnit smitter færre end ti andre.

Det vil altså sige, at epidemien vil dø ud, hvis kontakttallet længe nok er under 1.

Kontakttallet er beregnet ud fra udviklingen i antallet af bekræftede smittetilfælde.

De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at der siden mandag er blevet konstateret 745 nye smittetilfælde i Danmark.

Opgørelsen dækker dog kun over 19 timer og ikke som normalt 24 timer. Det skyldes tekniske problemer mandag.

Med de seneste smittetilfælde er der nu konstateret mere end 42.000 smittede i Danmark, siden de første personer blev testet positive i slutningen af februar.

/ritzau/