Det vil fra næste år være muligt for danskere at indføre medicin fra alle lande til Danmark som følge af nye regler.
Det fremgår af en nyhed på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.
Det sker, da styrelsen ikke længere fører kontrol med privatpersoners indførsel af medicin.
Kontrolopgaven er blevet droppet fra næste år som led i regeringens plan om at nedlægge i alt 1000 årsværk under de forskellige ministerier.
Lægemiddelstyrelsen ligger under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
De nye regler gælder både medicin købt på rejser i udlandet og medicin købt på nettet, som indføres via forsendelse.
Det er et krav, at medicinen skal være solgt lovligt i det land, hvor den er købt.
Derudover er der visse undtagelser. Ændringen gælder nemlig ikke antibiotika, dopingmidler og medicin, der indeholder euforiserende stoffer.
Hidtil har det været ulovligt for privatpersoner at indføre medicin til Danmark fra lande uden for EØS-landene, som foruden EU-landene tæller Norge, Island og Liechtenstein.
Lægemiddelstyrelsen anbefaler, at man holder sig fra at købe medicin i udlandet, hvis man er i tvivl om, hvorvidt det er lovligt.
Dermed mener styrelsen, at man undgår at risikere at købe et produkt, der ikke er godkendt og i værste fald kan være sundhedsskadeligt.
Medicinen må kun indføres til Danmark, hvis det er til eget forbrug.
Det betyder, at det fortsat er ulovligt at indføre større mængder medicin fra udlandet til Danmark med henblik på videresalg.
Lægemiddelstyrelsen skal med de nye regler heller ikke længere sagsbehandle ansøgninger om dispensation fra udlændinge, som har brug for at medbringe medicin hjemmefra under længere ophold i Danmark.
/ritzau/
