Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og mange skal i dag på tværs af landet for at nå hjem i tide til and, flæskesteg og gaver.

Trafikken var fredag præget af både juletravlhed, storm og et uheld på Storebæltsbroen, som skabte kilometerlange køer.

Lørdagen bliver endnu en stor rejsedag, hvor særligt Molslinjen forudser en »supertravl« dag på vandet. Det kan også give ekstra travlhed på vejene, at nogle trafikanter på grund af stormen har udsat deres biltur til lørdag. 

Få det fulde overblik over prognoserne for trafikken lillejuleaften her:

På vejene

Fordi juleaften i år falder på en søndag, forventer Vejdirektoratet, at udrejsetrafikken bliver spredt ud over flere dage.

Lørdag vil trafikken især bevæge sig fra hovedstadsområdet mod Jylland via Fyn. 

De seneste dages storm kan øge presset på juletrafikken lørdag, fortæller vagthavende ved Vejdirektoratet Martin Rytoft til Ritzau. 

»Det kan godt være, at flere har ventet med at køre til i dag, så der kommer ekstra pres på. Det betyder stor risiko for tæt trafik, kødannelser og deraf forlænget rejsetid, hvis man skal på tværs af landet.«

»Vi er lidt spændte på, om stormen Pia har rodet rundt i tingene. Vi forventer at få en travl dag, primært mellem klokken 11 og 14, hvor mange begiver sig ud på vejene.«

De anbefaler derfor, at man undgår dette tidspunkt, hvis man ikke vil bruge mere tid end højst nødvendigt i bilen.

Samtidig bør man være opmærksom på risikoen for glatte veje. Der er ingen chance for hvid jul i år, for sneen, som er faldet natten til lørdag, bliver ikke liggende, lyder det fra DMI. Men Vejdirektoratet og DMI advarer ikke desto mindre om sneglatte veje og fortove lørdag. 

Det anbefales, at man tjekker trafiksituationen på trafikinfo.dk, inden man kører hjemmefra.

Umiddelbart forventes der ikke forsinkelser fra Fyn mod Sjælland. 

Årets største rejsedag forventes at blive anden juledag, tirsdag den 26. december, hvor der er størst risiko for kødannelse mellem klokken 11 og 15. Det gælder i begge retninger mellem Jylland og hovedstadsområdet.

Med toget

DSB forventer mange passagerer med togene lørdag, fortæller Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

»Hvis vi kigger på antallet af solgte pladsbilletter, er der solgt flere fredag end lørdag, men det bliver også en stor rejsedag lørdag.«

I alt forventer DSB, at cirka 70.000 planlægger at rejse med tog lørdag den 23. december.

Tony Bispeskov fortæller endvidere, at passagererne op til jul ofte rejser efter samme mønster:

De fleste rejser typisk fra København mod Odense og Aarhus og tager som regel afsted, så de kan nå at være fremme til aftensmadstid.

Det forventes derfor, at det største ryk vil være på Hovedbanegården i København i middagstimerne.

Mange kunder har allerede sikret sig en pladsbillet til lørdag, så man skal formentlig være hurtig, hvis man vil sikres en plads, lyder vurderingen fra DSBs informationschef, Tony Bispeskov.

Flere tog blev aflyst fredag, og det kan også risikere at blive tilfældet lørdag. DSB og Banedanmark justerer løbende togtrafikken.

Det kan derfor være en god idé at tjekke DSB og Rejseplanen for opdateringer, lyder det.

Med færge over Kattegat

Molslinjen måtte aflyse alle hurtigfærgerne mellem Aarhus og Odden fredag på grund af høj vandstand efter stormen Pia.

Det har betydet, at mange, der skulle have været med færgen fredag, har ombooket til lørdag, fortæller Jesper Maack, der er kommunikationschef hos Molslinjen.

Han forudser en »supertravl« dag på vandet, hvor færgerne vil være godt fyldt op.

En del afgange fra Sjælland mod Jylland er udsolgt, men det er stadig muligt at komme med færgen over Kattegat lidt senere på dagen.

I luften

Københavns Lufthavn opfordrer alle passagerer til at møde i lufthavnen som vanligt.

Men passagerer opfordres også til at tjekke lufthavnens hjemmeside.

Billund Lufthavn ser ikke ud til at blive påvirket, oplyser lufthavnen til TV 2.

Tre gode råd til juletrafikken

Her er de bedste råd til juletrafikken, hvis du skal med ...:

Færge: Tjek hjemmesiden. Kom i god tid. Væbn dig med tålmodighed.

Tog: Tjek Rejseplanen. Rejs tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen for at undgå det største tryk. Køb pladsbillet.

Bil: Undgå de mest belastede tidspunkter. Planlæg alternativ rute. Tjek Trafikinfo.dk.