En original og sjælden "Høvdingesofa" af møbeldesigneren Finn Juhl er torsdag blevet solgt på auktion for en million kroner.

Det skriver auktionshuset Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke, hvem sofaens nye ejer er.

Sofaen er ifølge auktionshuset det ene af to kendte eksemplarer. Den anden befinder sig på Designmuseum Danmark i København.

Den sjældne sofa blev oprindeligt vurderet til at koste mellem 1,2 og 1,5 millioner kroner.

Poul Svalgaard, der er designspecialist hos Bruun Rasmussen, er begejstret for salget.

- Interessen for "Høvdingesofaen" har været helt enorm. Det er et enestående møbel, som repræsenterer noget af det ypperste inden for dansk designhistorie.

- Vi er meget glade for resultatet, der tydeligt afspejler sofaens sjældenhed og kulturhistoriske betydning, siger Poul Svalgaard i pressemeddelelsen.

Den nu solgte sofa er fra 1949 og har siden 1952 været i den samme families eje.

Den fremstår med sit oprindelige naturskind og bærer et stempel fra Niels Vodder, der var Finn Juhls faste snedkermester.

Ifølge auktionshuset har "Høvdingesofaen" haft en mytisk status blandt samlere og museer, da den dengang kun blev fremstillet i ganske få originale eksemplarer.

- Det er et helt særligt kapitel inden for dansk designhistorie, som vi nu kan lukke.

- "Høvdingesofaen" er et møbel, som i årtier har været omgærdet af myter, og som nærmest kan betragtes som en af dansk designs hellige graler, siger Poul Svalgaard.

Finn Juhl var oprindeligt uddannet bygningsarkitekt, men møbler og indretning blev hans livsværk.

Et af hans mest udbredte designs er "Høvdingestolen", der i 1950'erne høstede anerkendelse internationalt.

Stolen fremstilles i dag af enten valnød eller eg og polstres i læder.

/ritzau/