Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Betjente med PTSD er et stort og uforløst samfundsproblem.
Det mener retsordfører for SF, Karina Lorentzen Dehnhardt, som ønsker en høring på Christiansborg om forholdene for de betjente, der traumatiseres i tjenesten.
»Jeg håber med en høring at få kortlagt, hvilke initiativer og tiltag der mangler på området – og at komme problemets omfang nærmere,« siger hun med henvisning til, at der i dag ikke findes tal på, hvor mange danske betjente, der lider af PTSD.
Initiativet til høringen kommer efter opråb fra foreningerne Thin Blue Line og Politiveteranerne, som støtter sygemeldte og sygepensionerede betjente. Foreningerne har de seneste dage i Berlingske efterlyst bedre hjælp og støtte til betjente, der kommer alvorligt til skade i tjenesten – gerne på linje med den behandling, som tidligere udsendte soldaterveteraner får i dag.
SF fik i 2015 vedtaget et forslag om, at udsendte politiveteraner skulle sidestilles med udsendte soldaterveteraner. Nu er tiden kommet til at overveje, hvorvidt tilbuddet skal udvides til at gælde for samtlige danske betjente, mener Karina Lorentzen Dehnhardt.
Retsordføreren vil med høringen også undersøge, hvorvidt man bør udvide ordningen eller etablere lignende ordninger for andre faggruper – eksempelvis fængselsbetjente.
Støtte fra højre til venstre
Justitsminister Nick Hækkerup (S) støtter en høring:
»Jeg er åben over for gode ideer til, hvordan vi kan forbedre forholdene for vores PTSD-ramte betjente, for som jeg tidligere har sagt, er det afgørende, at vi tager ordentlig hånd om vores betjente,« skriver ministeren i en e-mail til Berlingske:
»Jeg har tilkendegivet, at jeg vil igangsætte en kortlægning af problemets omfang, og jeg bakker naturligvis også op om en offentlig høring på Christiansborg, så vi kan sætte yderligere fokus på den vigtige sag.«
Politiforeninger har længe råbt op om kritisable forhold for PTSD-ramte betjente.
Daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) oplyste i et folketingssvar i november 2018, at en arbejdsgruppe inden årsskiftet ville fremlægge en række samlede initiativer til, hvordan forholdene for betjentene kunne forbedres. Disse initiativer blev aldrig præsenteret, og gruppen mødtes sidste gang i slutningen af 2018.
De seneste dage har partier fra højre til venstre efterlyst handling.