SF: Skjulte optagelser af grædende børn kræver øget tilsyn

I 22 af Københavns Kommunes institutioner arbejdes der ikke godt nok med børns sociale relationer.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Skjulte optagelser af hård tone mod børn i daginstitutioner i København kalder på mere tilsyn.

Det mener formand Pia Olsen Dyhr (SF), der betegner optagelserne fra en ny TV2-dokumentar som »utilgivelige«.

»Det gør virkelig ondt i maven, at børn ikke bliver anerkendt og krammet, når der er behov for det,« siger Pia Olsen Dyhr.

Hun mener, at det langt fra er godt nok, og der bør ske handling med det samme.

»Minimumsnormeringer, tilsyn og opfølgende tilsyn er en del af løsningen.«

»Man kommer ikke udenom, at der skal kontrol til, når der er bekymring for en institution. For det bør slet ikke foregå,« siger Pia Olsen Dyhr.

Sagen omfatter 22 af Københavns omkring 400 daginstitutioner, der har fået såkaldte røde anmærkninger for deres arbejde med området "Sociale relationer - barn/voksenkontakt".

Det viser tilsynsrapporter for 2018, som fremgår af TV2-dokumentaren "Daginstitutioner bag facaden", der bliver sendt tirsdag aften.

En konkret optagelse viser en 14 måneder gammel pige, der græder i 50 minutter og flere gange bliver afvist af personalet.

»For de personer, der fremstår voldsomme over for børnene, skal det selvfølgelig have konsekvenser for deres ansættelse,« siger Pernille Skipper, politisk leder for Enhedslisten.

»Jeg har også forstået, at Københavns Kommune har draget dem til ansvar. Det er aldrig i orden, uanset hvor presset man er,« siger Pernille Skipper.

Ifølge dagbladet Politiken er en pædagog og en medhjælper blevet fyret som følge af TV2-dokumentaren.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) kritiserer, at Københavns Kommune ikke har grebet ind tidligere.

»Det er et kæmpe svigt af Københavns Kommune, for kommunen har vidst, at der var noget galt.«

»De har anmærkninger fra 22 af deres institutioner, og jeg forstår ikke, hvorfor de ikke har fulgt mere op,« siger Mai Mercado.

Ifølge ministeren burde kommunen have inddraget forældrene ved første anmærkning og diskuteret med forældrebestyrelsen, hvordan det kunne rettes op, mens tilsynet skulle være ekstra opmærksom.

Børne- og ungeborgmester i Københavns Kommune, Jesper Christensen, erkender problem, men forsikrer, at kommunen har sat ind og skærpet handleplaner.

»De klip, som TV2 har vist, er ikke ting, der skal løses med handleplan. Der skal sættes ind, lige så snart det dokumenteres. Så det er jeg glad for, der også er gjort i den konkrete sag,« siger Jesper Christensen.

/ritzau/