Børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb, har markant større risiko for langvarige psykiske lidelser, misbrug og et generelt dårligt fysisk helbred senere i livet.

Alligevel har kun få kommuner i dag et specialiseret tilbud til denne gruppe af børn og unge.

Men et forsøg hos Børnehus Syd i Region Syddanmark med traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi til børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, har vist sig så succesrigt, at det nu udbredes til hele landet.

Forsøget har vist et fald i andelen af børn og unge med ptsd fra 85 procent til 54 procent, efter at børnene havde været igennem et målrettet behandlingsforløb.

Andelen af børn, der havde en klinisk depression, faldt tilsvarende fra 81 til 31 procent. Samtidig faldt børnenes traumerelaterede tanker, og de fik større livsglæde.

»Ud over de flotte resultater har det vist sig, at kommunerne er parate til at benytte sig af tilbuddet, som de skal betale for,« siger Rasmus Brun, der er leder af Børn, Unge og Familier i Social- og Boligstyrelsen.

I dag er behandlingstilbuddene fra kommunerne til børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, meget forskelligartede og nogle steder sporadiske.

»Større kommuner kan have specialiserede tilbud målrettet børn, der har været udsat for vold og seksuelle overgreb.«

»Mens de mindre kommuner med få sager ofte ikke har samme muligheder for specialiserede tilbud og måske ikke har den store knowhow på området,« siger han.

Målet har været et samlet behandlingstilbud målrettet alle børn, der har været udsat for overgreb. Hvor den psykolog eller anden fagperson, som barnet sidder overfor, også ved noget om overgreb.

Barnet får 15 sessioner med en fast behandler. Behandleren giver også 15 sessioner til barnets forælder eller anden omsorgsgiver, hvor fokus er på, hvordan barnet støttes bedst.

»Det tiltaler også kommunerne, at der er tale om et tidsafgrænset forløb, som så også har vist sig at give markante resultater,« siger Rasmus Brun.

I forbindelse med at tilbuddet udvides til alle landets fem regioner, udvides det også til børn, der har været udsat for vold.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.