Schlüter førte Danmark ind i den moderne verden

Danmarks tidligere statsminister fylder 90 onsdag 3. april og følger stadig med i alt, hvad der sker. Som statsminister forandrede han Danmark og står som en af de største i det 20. århundrede.

Poul Schlüter fylder 90 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Da det borgerlige Danmark overraskende fik magten forærende i 1982, skulle Venstre og Konservative finde ud af, hvem der skulle have nøglerne til Statsministeriet.

Poul Schlüter besluttede at tage sin cykel og sætte kursen mod Søllerød, hvor Venstres formand Henning Christophersen boede. Det var en god lang tur, for Schlüter boede på det tidspunkt i Gladsaxe.

Men den var også givtig, for det lykkedes den konservative leder at overbevise Christophersen om, at det største parti – Konservative – skulle sidde for bordenden. Venstre blev fravristet den borgerlige førsteret til statsministerposten.

Nogle dage senere dannede Poul Schlüter en firkløverregering, hvis liv ingen regnede med ville blive langt – og slet ikke med Schlüter ved roret.

»Parfumesælgeren« kaldte oppositionen ham hånligt. Selv koketterede han med, at hvis han bare kunne blive siddende til efter nytår, ville der i historiebøgerne i det mindste komme til at stå 1982-83 ud for hans regering.

Schlüter endte med at beholde nøglerne til statsministeriet i 11 år, og han blev dermed den længst siddende statsminister i Danmark siden Anden Verdenskrig.

Men nok så vigtigt brød han socialdemokraternes monopol på regeringsmagten i efterkrigstiden. Før Poul Schlüter havde borgerlige regeringsperioder altid været kortvarige parenteser.

Schlüters stil er ydmyg og lyttende – altid med fokus på det konkrete frem for det storladne – og på den måde meget dansk, underspillet, uden at fremhæve egne sejre på bekostning af andre og med en vis portion humor og selvironi.

»Ideologi er noget bras«, og »jeg er ikke så konservativ, så det gør noget« er nogle af de sætninger fra Schlüters statsministertid, han bliver husket for.

Som statsminister var han ikke folkelig som sin forgænger. Men han er i dag højt respekteret for det, han gjorde. Hans periode i 1980erne står som en af de politisk vigtigste i det 20. århundrede.

Schlüter førte Danmark ind i det moderne samfund, væk fra 70ernes eksperimenter med »fondssocialisme« og krise på kanten af afgrunden og ind i en global tidsalder.

Efter mordet på den svenske statsminister Olof Palme mente PET, at Schlüter skulle have livvagter, når han opholdt sig på Marienborg.

Det var den konservative statsminister ikke meget for, så han foreslog, at politiet i stedet parkerede en gammel politibil nede på vejen.

Og det gjorde de. En betjent blev to gang i døgnet sendt ud for at flytte på den, så det ikke blev for påfaldende.

Den altid praktisk orienterede og uhøjtidelige facon betød, at Poul Schlüter mod alle odds formåede at holde sammen på en sæk borgerlige lopper fra Radikale til Fremskridtspartiet i 11 år.

Politisk leverede han en for Danmark vigtig økonomisk genopretning og sørgede med modige manøvrer – en vejledende folkeafstemning i 1986 og et uventet valg i 1988 – for, at Danmark forblev i både EF og NATO.

I slutningen af John Wagners bog »Schlüters politiske testamente« bliver den tidligere statsminister spurgt om, hvordan han gerne vil have sit eftermæle til at lyde i den brede befolkning.

Og Schlüter svarer:

»Det er jo et lidt prætentiøst spørgsmål. Men det var ikke så ringe med: Han var en politisk gentleman.«

Man kan læse det som et forsøg på at børste tamilsagen af sig, som fyldte alt i de seneste år af hans periode som statsminister.

Men Schlüter er på mange måder en gentleman. Han har altid været fokuseret på helheden, på Danmark, dansk økonomi og vores internationale position.

Han gjorde sig som statsminister umage med at få alle, han samarbejdede med, til at føle sig godt tilpas. De skulle kunne se sig selv i de politiske aftaler, og så måtte hans egne konservative partifæller en gang imellem stikke piben ind i forhold til deres mærkesager.

Når Schlüter i dag ser tilbage på sin tid som statsminister, var det den evne til at håndtere det politiske arbejde, der betød, at han kunne sidde så længe.

Ingen har forbandet tamilsagen så meget som ham. Trods alle sine kvaliteter, svigtede Schlüters evner i forhold til at sætte sin stærke partifælle og justitsminister Erik Ninn Hansen på plads, mens tid var.

Andre gange var hans tålmodighed kortere.

Da han i 1990 ringede til Per Stig Møller og tilbød ham posten som miljøminister, spurgte Møller, der hellere ville være kulturminister, om han måtte tænke over det.

Schlüter svarede:  »Du må tænke lige så længe, du vil, men jeg lægger ikke røret imens.«

Efter sin tulmultariske afgang stemte 248.000 danskere personligt på Poul Schlüter som nyt medlem af Europa-Parlamentet, hvilket var en oprejsning, der varmede.

I dag bor han i en stor lejlighed på Frederiksberg med sin kone Anne Marie Vessel Schlüter.

Trods det han selv kalder »en brav alder«, følger han aktivt med i dansk og international politik, og hans evne til at analysere aktuelle begivenheder er stadig skarp.

Helbredet har det godt, siger han, omend han har fået sværere ved at komme omkring.