Sass er ude af politik – fra Louis Pio til de »kælderkolde kapitalister«

Henrik Sass Larsen var et barn af kaffeklubber og socialdemokratiske magtkampe. Tre formænd har gjort brug af hans evner til at tænke strategi og banke partifæller på plads. Men i fredstid gik det helt skævt for ham.

Henrik Sass Larsen har været en drivende kraft i tre partiformænds valgkampe. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Siden Henrik Sass Larsen – stressramt og en skygge af sig selv – i sommer meddelte, at han ikke stod til rådighed som minister, har det stået klart, at en af den nyere tids mest kontroversielle og betydningsfulde socialdemokrater var på vej ud af politik.

Men at manden, der har store portrætter af H.C. Hansen, Hans Hedtoft og Anker Jørgensen hængende på sit kontor – gruppeformanden – som de seneste år har været opslugt af arbejderbevægelsens historie, ham der opkaldte et netmedie efter Socialdemokratiets grundlægger og forevigede partihistorien på væggene i gruppeværelset: At han skulle ende i spidsen for kapitalismens mest udskældte fortrop – kapitalfondenes overlobbyist – havde ingen set komme.